Renault Safrane

El Renault Safrane, al igual que su predecesor el Renault 25, tiene una carrocería liftback y 5 puertas, este es un automóvil de turismo correspondiente al segmento E y fue fabricado en la planta de Sandouville (Francia). Tiene motor delantero transversal y tracción delantera, en algunos mercados se ofreció con tracción integral (o en las cuatro ruedas), versión llamada Quadra. Se produjo desde 1992 hasta 2000,y en Europa fue sustituido por el Renault Vel Satis de carrocería liftback y en otros mercados fue sustituido por el SM5/SM 7 de Renault Samsung, basado en el Nissan Teana, y fabricado en Corea del Sur.

Una versión particularmente potente del Safrane fue el V6 Biturbo (1992-1996), en colaboración con los preparadores alemanes Hartge (mecánica) e Irmscher (quienes se ocuparon de los acabados) waterproof phone bag, que llevó al V6 PRV a 260 cv. Esta versión fue descontinuada por su bajo nivel de ventas (806 unidades fueron producidas en total) y su motor base fue sustituido al aparecer en 1998 el nuevo motor V6 a gasolina PSA-Renault de 2946cc y 194 cv en lo que toca al Safrane, el que compartió con el Renault Laguna. Todas las motorizaciones tenían inyección de combustible y convertidor catalítico thermos 22 ounce tritan hydration bottle. El Safrane recibió una reestilización profunda en 1996, en la que se modificó el frontal, la trasera y los interiores, inspirado en el prototipo Renault Safrane V6 Turbo Long Cours Concept de 1994.

Interior del Safrane.

Vista trasera de un Safrane fase 1.

Frontral del Safrane fase 2 discount football socks.

Vista trasera del Safrane fase 2.

Renault ha decidido emplear nuevamente el nombre Safrane en uno de sus vehículos, en esta ocasión se trata de un sedán de 4 puertas de tamaño grande basado en el Renault Samsung SM5. Este nuevo modelo emplea un motor 4 cilindros 2.0 L de 143 CV, o un V6 2.3 L 170 CV. Inicialmente se dio a conocer la intención de lanzarlo en países de Oriente Medio. Sin embargo, días más tarde se dio a conocer los planes de Renault para introducirlo como tope de su gama en México en marzo de 2009

Brazil Away D.COSTA 7 Jerseys

Brazil Away D.COSTA 7 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

, mismo que fue presentado en el próximo Salón Internacional del Automóvil México.

En la actualidad, este Safrane ha sido sustituido por el Renault Latitude, si bien en los países en los que ya se comercializaba el Safrane II (México y Países del Golfo) el Latitude se vende bajo el nombre Safrane.

El Renault Safrane II durante su presentación en el Salón Internacional del Automóvil México en 2008.

Vista trasera del Safrane II.

Brahmanbaria (Distrikt)

Der Distrikt Brahmanbaria (Bengalisch: ব্রাহ্মণবাড়িয়া জেলা, Brāhmaṇabāṛiẏā jelā) ist eine Verwaltungseinheit im südöstlichen Bangladesch, die innerhalb der Division Chittagong liegt. Die Distriktshauptstadt ist der namensgebende Ort Brahmanbaria.

Der 1927,11 km² große Distrikt grenzt im Norden an die Nachbardistrikte Kishorganj und Habiganj big glass bottles, im Osten ebenfalls an Habiganj und an den indischen Bundesstaat Tripura, im Süden an den Nachbardistrikt Kumilla und im Westen an Narsingdi, Narayanganj, abermals an Kishorganj und den Fluss Meghna.

Die wichtigsten Flüsse sind der Meghna, Titas, Buri und Haora.

Der 1984 geschaffene Verwaltungsdistrikt ist in sechs Upazilas unterteilt: Akhaura, Banchharampur, Brahmanbaria Sadar, Kasba, Nabinagar und Nasirnagar. Innerhalb dieser Verwaltungsunterteilung gibt es vier selbstverwaltende Städte (municipalities), 98 Union Parishads (Dorfräte) und 1329 Dörfer.

Landwirtschaftliche Haupterzeugnisse sind Reis, Jute, Weizen, Senfkörner, Kartoffeln, Knoblauch und Chili. Als am meisten verbreiteten Obstsorten gelten Mangos, Jackfrucht where to buy authentic jerseys, Papayas, Kokosnüsse, Bananen und Limonen. Die Hauptexporterzeugnisse sind Jute, Reis, Senfkörner, Gemüse, Baumwoll- und Lederprodukte.

Brahmanbaria • Chandpur • Chittagong • Cox’s Bazar • Feni • Khagrachhari • Kumilla • Lakshmipur • Noakhali • Rangamati

Dhaka • Faridpur • Gazipur • Gopalganj • Kishoreganj • Madaripur • Manikganj • Munsiganj • Narayanganj • Narsingdi • Rajbari • Shariatpur • Tangail

Bagerhat • Chuadanga • Jessore • Jhinaidah • Khulna • Kushtia • Magura • Meherpur • Narail • Satkhira

Jamalpur • Maimansingh • Netrakona • Sherpur

Bogra • Jaipurhat • Lalmonirhat • Naogaon • Nator • Nawabganj • Pabna • Rajshahi • Sirajganj

Dinajpur • Gaibandha • Kurigram • Nilphamari • Panchagarh • Rangpur • Thakurgaon

Habiganj • Moulvibazar • Sunamganj • Sylhet

Koordinaten:

Kosakker

Kosakker er en folkegruppe, der stammer fra Ruslands sydlige egne. Betegnelsen bruges især om et medlem af et militært rytterregiment.

Kosakkerne var bosat på stepperne nord for Sortehavet, især i centrale og østlige dele af det nuværende Ukraine og det sydlige Rusland, hvor de oprettede forskellige kosakstater i 1400-1700-tallet, bl.a. Zaporizjzja sich med hovedsæde i Zaporizjzja.

Etnisk set var kosakkerne af blandet oprindelse. En del polske og især russiske bønder flygtede fra deres godsejere og sluttede sig til kosakkerne, der dermed fik et slavisk præg.

Oprindeligt var kosakkerne organiseret i frie bondesamfund med republikansk styreform. Efterhånden fik den russiske zar større magt i kosakkernes områder. Da zaren organiserede kosakkerne i militærdistrikter, forsvandt det meste af deres selvstyre.

Kosakkerne var især kendt som zarens loyale soldater, og mange kosakker valgte den kontrarevolutionære side under borgerkrigen i 1920’erne og var ledende i Den Hvide Hær.

Kosakstaterne i 1500-1700-årene spiller en stor rolle for ukrainsk historieskrivning og national selvforståelse i det 21. århundrede. Kosakkerne betragtas som en entydig gruppe til trods for, at de geografisk befinner sig på forskellige steder, men er opdelte i flere mindre underklaner og grupper ud fra geografiske områder. Groft set er det muligt at inddele dem på grundlag af de to mest kendte og betydningsfulde grupper: de russiske don-kosakker fra det sydlige Rusland i det nordlige Kaukasus, samt zaporogkosakker fra nutidens Ukraine.

Etnisk set adskiller kosakkerne sig ikke fra almindelige russere eller ukrainere, derimod adskiller de sig markant i livsstil og mentalitet, frem for alt gennem sin krigermentalitet, sin stridskunst (den så kaldte systema), sin stærke kristne tro og frihedsstræben bort fra statslig kontrol. Kosakkerne ansås af tradition for at være mere religiøse, virksomme og renlige, samt fysisk stærke, velvoksne og udholdne. I fx polsk hverdagssprog anvendes udtrykket “kosak” endnu i dag som et adjektiv om usædvanligt djærve, spændstige og stærke individer. De ukrainske og russiske kosakker opstod af en række forskellige grupper af fortrinsvist slavisk oprindelse og dannede de store klaner, som findes endnu i dag.

Kosakkerne er af historiske årsager et traditionelt krigerfolk, selv om de er et moderne folk i dag. Men endnu genfindes meget af det gamle, og især er det kommet tilbage efter Sovjetunionens opløsning. For deres traditionelle nybygger-bosættelser i periferien af de polsk-litauiske og russiske riger tvang dem til at selv forsvare hjem og helbred mod tilstødende mongoler, tatarer og tyrkere øst fra. Gennem kosakkernes hærgninger og krigsførelse samt handelskontakter opstod en vis etnisk og kulturel opblandning med andre nabofolk og folkeslag af rumænsk, tatarisk, persisk og tyrkisk sproget oprindelse, samt minoriteter i Kaukasus. Visse af de russiske kosak-klaners traditionelle klædedragt minder meget om den, de andre kaukasiske folk har, hvilket tyder meget på, at kontakterne ikke altid har været fjendtlige som den oftest har været og är endnu i dag i og med Tjetjenienkrigen i 1990-erne og 2000-erne.

Benævnelsen kosak kommer fra det tyrkiske ord kaz, som betegner en fri mand eller nomade. Kosak udtales på russisk kazak (russisk: казак). Udtrykket kosak dukker op i historien for første gang i 1300-tallet i Storfyrstendømmet Moskva, som dengang betalte tribut til tatarerne og var under stærkt kulturel indflydelse fra tatarerne. Ordet findes også i stednavnet Kazakstan, egt. kasakhernes land; kasakhernes sprog hører til den tyrkiske sproggruppe. Dog må kosakker ikke forveksles med kasakher, som er en ganske anden folkegruppe . Mens ordet som kosakker primært betegner befriede mennesker, altså individer, der er befriede fra trældom og slaveri, og hvor sprog og etnisk herkomst (omend ikke religion!) er inderordnet, kan kasakh opfattes som frie (kaz) i betydningen nomade eller måske politisk frie, i betydningen uafhængige (Kazakhstan lå oprindeligt uden for 1600-tallets og 1700-tallets større statsdannelser i Rusland, Kina og Persien), og tilmed hørende til tyrkisktalende folk.

Kosakkernes oprindelse har været noget uklar og teorierne har været mange omkring kosakkernes oprindelse. Det antages, at kosakkerne have været slaviske livegne bønder i Kijevriget og Rus under det tidlige 1200-tal, der flygtede fra feudalt slaveri og stræbte efter frihed ude på de så kaldte vilde sletter i det store ingenmandsland, der fandtes mellem floderne Sydlige Bug og Dneprs nedre løb. De flygtende livegne begyndte at befolke de tyndt befolkede stepper i nutidens centrale Ukraine og det nordlige Kaukasusområde i Rusland og begyndte at udvikle sig som en gruppe samtidig, med at mongolerne/tatarerne erobrede Rus. Området grænsede i vest til Den polsk-litauiske realunion i nord til Storfyrstendømmet Moskva og i sydøst til tatarernes områder nord for Sortehavet og på Krim. I Polen kaldtes kosakkerne langs Dneprs kyster Zaporogkosakker (af ”za porogi” dansk: ~ hinsides fosserne, da de boede hinsides Dneprs syv fosser).

Den polsk-litauiske realunion havde kun nominel kontrol over dette Zaporogkosakkernes vidt strakte, frem til midten af 1300-tallet tatariske, område, da man savnede ressourcer til kontrol. Området, kaldet “de Vilde Sletter”, blev derfor et tilflugtssted for især bønder, som flygtede fra den hårde feudale undertrykkelse og livegenskabet i det Polsk-Litauiske og Moskovitiske riger, men også for alle slags ugerningsmænd og bandlyste fredløse fra alle samfundsklasser. De Vilde Sletter blev i løbet af kort tid et trygt tilflugtssted. Etnisk udgjordes Zaporog-kosakkerne af en blanding af hovedsagelig ukrainere og hviderusser men også af polakker, russere samt rumænere fra Valakiet og Moldavien. Der var tillige indslag af grækere, italienere, tyskere og spaniere[betvivles][Kilde mangler], som var blevet befriet fra slaveri på osmaniske Sortehavs-galejer af kosakkerne.

Ret hurtigt skabte zaporog-kosakkerne en meget særpræget kultur og et samfundssystem authentic football jerseys, der byggede på krigsdemokrati (hvor man ved afstemning indsatte og afsatte sine anførere) samt fribytteri og en konstant tilstand af kampberedskab. Dette var nødvendigt som forsvar mod de stadigt hærgende tyrk-mongolske tatarer fra Sortehavskysten. Meget af tatarernes krigeriske livsstil antoges af de hårdføre kosakker.

Polen-Litauens konge Kasimir Jagiellon sendte i 1486-90 sin næstældste søn, den energiske prins Jan Olbracht, til det sydlige Ukraine med den opgave at organisere et bedre forsvar mod tatar-angrebene end det utilstrækkelige polsk-litauiske grænseforsvar, der var blevet oprettet i 1479. De tyndt befolkede og vidtstrakte sydlige og østlige dele af nutidens Ukraine, som indgik i den litauiske del af Den polsk-litauiske realunion, var af litauerne aldrig blevet forsynet med murede forsvarsanlæg og var næsten helt ubeskyttet mod de stadigt tilbagevendende tatarhærgninger.

For i tide at kunne mobilisere andre tilgængelige forsvarsstyrker rejste den krigeriske prins Jan Olbracht en stående styrke af lokale kosakker, fortrinsvist jægere og bønder, der kontinuerligt patruljerede den sydlige grænse mod hærgende tatarer. Kosakkerne blev hurtigt kendte som djærve krigere. Kosakkerne blev først kendte fodsoldater og ikke som ryttere med sabel, man associerer til i dag. Som de jægere, de oprindeligt var, var de derfor oftest dygtige skytter og var med sine musketter af tyrkisk model, med grovere kaliber end de europæiske, ofte inddelt i skyttehold, hvor halvdelen udgjordes af hurtige musketladere. Kosakkerne var derfor meget egnede til stationær krigførsel ved forsvar eller belejring af borge samt tros- og hærlejre. Selv tog kosakkerne sig oftest frem ad Dnepr i sine “tjajker” – lange tostævnede og fladbundede robåde – med hvilke de gjorde udfald mod osmanniske skibe fra på Sortehavet. Årsagen til kampene var osmanneres slavehandel med kristne, som kosakkerne modsatte sig. De årlige søangrebs oprindelige formål var at befri slaver, men kom snart tillige at indbefatte udbytterige plyndringer af osmanniske sortehavsbyer.

Zaporog-kosakkerne levede af handel, jagt, fiskeri, kvægavl samt af krigsplyndring, især rettet mod tatarerne. Deres hovedsæde blev i 1500-tallet fortborgen Sitj (Sich, Sicz) på øen Hortitsa (Chortyca) i det brede nedre Dneprs skærgård. Kosakkernes vidtstrakte land udgjorde en bufferstat mod tatarere og tyrkere, langt fra hovedstaden Warszawa, hvorfor de uregerlige kosakker længe opretholdt en stor grad af selvstændighed og autonomi i sin virksomhed, da de lige siden 1486 udgjorde et stridbart varselssystem ved tatarhærgninger.

De stolte, frihedselskende og hårdføre zaporog-kosakker underkastede sig kun ledere, atamaner, som de selv havde stemt på ved sine rådsmøder i hovedsædet Sitj (”ataman” er en kosakkisk hærførertitel, egentlig en forvrængning af den polske militærtitel “hetman”, der atter er en forpolskning af tysk “hoeftman”/”hauptmann”, i 1400-tallets Tyskland omtrent modsvarende en general).

Fra 1500-tallet begyndte polakkerne at udnytte de dannede kosakstyrker i deres kongelige hære til beskyttelse af den sydøstlige grænse.

Da Litauen 1569 inden for rammen for Den polsk-litauiske realunion overlod dele af nutidens ukrainske områder til den polske Krone, havnede kosakkerne under polsk styre. I 1578 skabtes stående regulære tropper af hvervede kosakker i den polske krones sold. Dermed begyndte kosakkernes selvbevidsthed som politisk og militær faktor at vokse. Samtidigt begyndte kosakkernes styrker at blive stadig mere ridende, da de ikke længere kun virkede langs Dneprs bredder men beskyttede Den polsk-litauiske realunion overalt, hvor det var nødvendigt.

Kosakkernes første hetman (ataman) var Ostap Dasjkevytj, som bistod Polen meget og for hvilket den polske konge Sigismund I (den gamle) overlod Tjerkasy, Kaniv, Perevolotjna og fæstningen Tjyhyryn til zaporogerne. Næste konge Stefan Batory, som ville sikre landets sydlige dele mod krimtatarerne, skænkede zaporogkosakkerne en hærorganisation og gav deres ataman hetman-regalier, overlod dem byen Terechtemirov og lod dem bosætte sig helt frem til Kijev.

Fra 1589 indledtes imidlertid en periode med konflikter mellem Den polsk-litauiske realunion og kosakkerne. Dette faldt sammen med den svensk-polske konge Sigismund Vasas regeringstid (1587-1632). Polakkerne begyndte at forfølge og kue de vovelige kosakker for deres angreb på tatarerne og tyrkerne med hvem polakkerne på dette tidspunkt havde en fredsaftale. Den konservative katolske konge Sigismund Vasa indførte desuden i 1596 en kirkelig union mellem de katolske og ortodokse kirker med det mål at gøre det ukrainske område katolsk, hvilket ikke sås på med blide øjne af konservative ukrainske ortodokse troende og i særdeleshed mange fromme kosakker. Følgen af dette blev mange militære konflikter og oprør mod især de forpolskede ukrainske stormandslægter, som ofte fik hjælp af den polsk-litauiske hær. I 1648 udviklede et nyt oprør sig til en borgerkrig, som blev til en befrielseskrig mod den polske undertrykkelse. Hårdt presset af polakkerne og litauerne bad kosakkerne i 1654 sine ortodokse russiske trosfæller om bistand mod Polen-Litauen. Resultatet blev en russisk intervention, som 1667 delte det ukrainske område i en vestlig (polsk) og en østlig (russisk) del.

Under 1600-tallet bestod de så kaldte “registrerede kosakker”, det vil sige kosakker i den polske krones sold, af op til 40.000 mand. Derfor begyndte kosakkerne at stille krav om at kunne deltage i realinionens indre anliggender på lige vilkår som polakkerne og litauerne. For at dæmpe kosakkernes krav og ofte finurlige udfald mod tyrkisk territorium voksede antallet af registrerede kosakker i den polske krones sold stadigt i bytte mod løfter om en mere ansvarsfuldt opførsel. På denne måde håbede kronen på at få kontrol over de rovlystne kosakkeres ukontrollerede hærgninger af osmanniske provinser, som trak Polen-Litauen ind i uønskede konflikter med Det osmanniske rige.

Da dette ikke gav nogen effekt forsøgte polakkerne, urolige over udviklingen, at styrke sit greb om kosaknationen gennem love og rigsdagsbeslutninger, som mindskede kosakkernes privilegier og bevægelsefrihed. Dette støttedes af lokale forpolskede ukrainske stormænd, som ikke ville have konkurrence om de ukrainske sletter fra kosakkerne. Dette forårsagede ofte væbnede kosakrejsninger, som i regelen endte med kompromisser.

De svært kontrollerede kosakker blev i 1600-tallet en frihedssymbol for de livegne og hårdt undertrykte bønder i realunionen, og stadigt flere bønder flygtede fra sine feudalherrer for at tilslutte sig til kosaknationen, som derved voksede meget kraftigt. Med nogen rimelighed kan man sige, at den kosakiske nationalisme og selvstændighedsbestræbelse tog sin begyndelse med dette. Efter en række oprør i 1600-talet blev kosakspørgsmålet sat på spidsen, da kosakkerne krævede at blive den tredje nation i Den polsk-litauiske realunion i paritet med polakkerne og litauerne.

Realunionen, som også kaldtes for ”De To Nationers Republik” skulle altså forvandles til ”De Tre Nationers Republik” med kosakkerne ophøjede til samme stilling som den polske og litauiske adel. Dette accepteredes ikke af majoriteten af realunionens adel, som så en økonomisk fordel ved at gøre kosakkerne til livegne bønder. Dette forårsagede det mest omfattende kosakoprør 1648-1656 under Bogdan Chmelnitskij.

Oprøret blev meget blodigt og bekosteligt for realunionen. Da så polakkerne var nær ved at kue rebellerne, stillede kosakkerne sig under sine græsk-ortodokse trosfrænder russernes beskyttelse ved traktaten i Perejaslav i 1654. Dermed udvikledes kosakoprøret sig til en omfattende krig med Rusland. I denne situation erklærede Sverige krig mod Polen-Litauen (1655), og en konflikt, som overgår 30-årskrigen i tab, udplyndringer og ødelæggelse, var et faktum.

I 1660 drev polakkerne svenskarne ud, men deres krig mod russerne fortsatte. I 1667 sluttedes der en fred med russerne i Andrusjov, men polakkerne blev tvungne til at afstå landets østlige dele til kosakkerne. Dermed begyndte Ruslands stilling som stormagt at vokse, og Den polsk-litauiske realunions vej mod delinger og undergangen i 1795.

Zaporogkosakkerne fandt dog snart, at de russiske ”befrieres” åg var betydeligt tungere at bære end polakkernes. Modsat polakkerne tolererede russerne ingen som helst autonomi for kosaknationen men krævede total underkastelse. Kosaknationen blev splittet i selvstændighedsspørgsmålet glass drinking water bottles, og indbyrdes stridigheder opstod. En del kosakker vendte tilbage til at tjene den polske krone mod russerne. Dele af kosaknationen gik til og med så langt, at de allierede sig med sine arvefjender Det osmanmiske rige og tatarerne mod russere og polakker. Til sidst fordrev polakker og russere osmannerne og pacificerede kosakkerne i 1680-erne.

Under Store nordiske krig 1700-1721 allierede zaporogkosakkerne sig med Karl XII, som drog mod Rusland gennem Lillerusland. Hetmanen Ivan Mazepas forsøg på at opnå selvstændighed med svensk hjælp blev knust med slaget ved Poltava i 1709. Mazepas forsøg på at opnå selvstændighed regnes blandt nutidens ukrainske nationalister som Ukraines oprindelse. Zaporogkosakkernes hovedsæde Sitj ødelagdes af russerne men genopbyggedes i 1734. Rusland tolererede dog ikke de vovemodige kosakkers frihedstrang og autonomikrav.

I slutningen af 1700-tallet absorberedes zaporogernes områder med Ny Rusland, som bestod af territorier, som Rusland havde vundet fra tatarerne och osmannerne ved Sortehavskysten. Katharina den Store lod 1775 på ny Zaporogkosakkernes hovedstad Sitj likvidere. Samtidigt blev også de russiske Don-kosakker tvunget til underkastelse og mistede ligeledes deres allerede beskedne grad af selvstyre.

Som omtalt tidligere lagde den russiske kejserinde Katharina II i 1775 Zaporogkosakkernes base Sitj i ruiner og knuste fuldstændigt zaporogernes selvstændighed. I juni 1775 blev Zaporogkosakkernes Sitj omringet af Katharina IIs russiske styrker. Kosaklejren blev jævnet med jorden og kosakkerne dræbte eller ført bort i fangenskab. Kosakkernas leder, koschovyj (hærlejr-chef) Petro Kalnysjevskyj, blev internet i Solovkij-klosteret, hvor han tilbragte 25 år i fangeskab, frem til sin død i 1803. Den jord, som kosakkerne havde ejet, blev uddelt til russiske adelsmænd eller til udenlandske nybyggere især af tysk oprindelse men også af serbisk, bulgarsk, ungarsk og svensk oprindelse.

En gruppe på 5.000 zaporogkosakker flygtede til den osmanniske grænse, som da lå ved det nuværende Moldavien. De kom til byen Bilhorod (daværende Akerman) oven for Dnestrs delta, og sendte derfra en diplomatisk mission til den osmanniske sultan med en anmodning om at blive osmanniske undersåtter, hvilket blev bevilget dem. Sultanen lod dem bygge det Ny Sitj på et antal øer i Donau-deltaet. Ny Sitj voksede hurtigt og på blot et år var kosakkhæren vokset fra 5.000 mand til 7.000, takket være flygtningestrømme fra Katharina IIs Rusland og fra de polsk styrede dele af de etnisk ukrainske områder på floden Dneprs vestlige bred. Den russiske regering brød sig ikke om udviklingen og forsøgte at bremse den ved at give amnesti for flygtningene og udøve diplomatisk tryk på Det osmanniske rige. Man lod også styrker af russiske Don-kosakker angribe Ny Sitj.

En anden gruppe zaporogkosakker tvangsforflyttedes til Kuban i det vestlige Kaukasus, hvor kuban-kosakkerne siden opstod. Den ukrainske kosakelite blev optaget i det russiske aristokrati. I begyndelsen beholdt Kuban-kosakkerne sine gamle militære traditioner, og blev fra 1500-tallet optaget som hvervede tropper i polsk tjeneste. Kuban-kosakkerne anså sig for at være de “ægte” kosakker og at en Kubankosak var lige så meget værd som tre Don-kosakker. I trods mod russerne beholdt man ofte sine polske navne. Efterhånden mindskede hadet. I midten af 1800-tallet skabte de et kosakfællesskab med tilflyttede mindre enheder fra Don-kosakkerne

United States Home JOHANNSSON 9 Jerseys

United States Home JOHANNSSON 9 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Kuban-kosakkerne fungerede som et væbnet grænseværn i Kaukasus og kom til at spille en rolle i den russiske ekspansion mod Kaukasus i 1800-tallet.

Et kosakregiment bestod i 1610 af 2.000 mand. Regimentet bestod af 4 bataljoner på 500 mand. Hver bataljon var delt i 5 kompagnier på 100 kosakker. Disse var atter inddelte i “kuren” (roten) det vil sige rader, modsvarende plutoner. Regimentet blev ledet af en “pulkovnik” (fra polsk “pulk“: regiment), han blev bistået af en bivack/lejrchef og en regimentsskriver. Bataljonerne lededes af løjtnanter. En halv bataljon (250 kosakker) blev leddet af en “osaul” (kaptajn), et kompagni på 100 mand lededes af en løjtnant: “setnik” (fra sto eller setka = 100). Plutonerne blev ledet af en “kuren ataman“. Et regiment bestod desuden af 4 fenrikker/fanebærere, 4 trompeterere og 4 trommeslagere, det vil sige en for hver bataljon på 500 kosakker. Til dette tilkom 4 tjenere/kalfaktorer. Et regiment bestod altså af 1 pulkovnik, en lejrchef, en skriver, 4 løjtnanter, 8 asauler, 20 setniker, 4 fenrikker, 4 trompeterere, 4 trommeslagere, 157 kuren otamaner samt 1799 menige kosakker.

Efter, at kosakkerne var blevet underlagte zarstyret, forvandledes de frie kosaknationer gradvis til en særegen blanding af etnisk kaste og militær troppetype. Hver våbenfør mandlig kosak var forpligtet til at tjenestegøre under fanerne, mens indtil indførelse af værnepligt i 1874 kun en begrænset del af den øvrige befolkning blev udskrevet. Men også efter værnepligtens indførelse havde kosakkerne længere tjenestepligt under fanerne og længere tid i reserven samt med færre muligheder for at slippe for militærtjeneste end andre værnepligtige.

Med det russiske riges ekspansion øst på, oprettedes også nye kosakenheder af de oprindeligt asiatiske ikke-slaviske folkeslag, som boede der. Under 1800-tallet og frem til revolutionen fandtes der 11 kosakhære i den russiske hær med sammenlagt over 150.000 soldater i aktiv tjeneste og i reserven:

Kosakker – eller mennesker, som associerer sig til de historiske kosakker – spiller en rolle også i nutidens Rusland. Blandt andet figurerer de som repræsentanter for den russiske nationalisme thermal stainless steel water bottle, som siden 1990-erne har rettet sig mod forskellige “antirussiske” ytringer. I områderne nær Kaukasus har kosakker været anvendt som middel til at hævde russisk kultur og rejse tvivl om udenlandsk eller ikke-russisk kultur. Under Krimkrisen 2014 deltog kosakker på den prorussiske side i urolighederne. Samtidig figurerer kosakker på den ukrainske side af konflikten. Vinteren 2014 deltog ukrainske kosakker blandt demonstranterne på Selvstændighedspladsen i Kiev under Euromajdan.

Apoteka Beograd

Vous pouvez partager vos connaissances en l’améliorant (comment ?) selon les recommandations des projets correspondants.

Apoteka Beograd (en serbe cyrillique : Апотека Београд) est un réseau public de pharmacies situé à Belgrade, la capitale de la Serbie. Il a été créé par le ministère de la Santé qui, en 2007, en a transmis l’administration aux autorités de la Ville de Belgrade.

L’origine de la médecine et de la pharmacie en Serbie remonte au Moyen Âge, avec la création d’hôpitaux aux monastères de Hilandar, Studenica et Dečani

Colombia 2016 Home PARDO 17 Jerseys

Colombia 2016 Home PARDO 17 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. La première mention écrite de l’existence d’une pharmacie à Belgrade remonte au XVIIe siècle soccer t shirt maker. La première pharmacie moderne de la capitale serbe a été ouverte par un certain Matej Ivanović, diplômé en pharmacie ; elle ouvrit ses portes en 1830 et était située à côté de la Taverne « ? », dans l’actuelle rue Kralja Petra.

Créé par l’État communiste, le réseau Apoteka Beograd a d’abord été installé dans les bureaux de Jugolek puis il a été transféré dans le Centre médical de Vračar where can i buy water in glass bottles, où il se trouve encore aujourd’hui.

Le réseau Apoteka Beograd dispose de deux laboratoires galéniques, le laboratoire Lipov lad, situé à Belgrade au 298a Bulevar Kralja Aleksandra, et le laboratoire Gornji grad, à Lazarevac.

Le réseau compte les pharmacies suivantes :

Feature Story News

Feature Story News is an international broadcast news agency providing international news coverage, live reports and news bulletins to television and radio stations around the world.

FSN was founded in 1992 by former ITN reporter . It operates from headquarters in Washington DC

FSN is based in Washington DC and has offices, correspondents and studios in Manhattan, United Nations, London, Brussels, Moscow, Orlando, San Francisco, Houston, Denver, Los Angeles

Colombia 2016 Home MURIEL 9 Jerseys

Colombia 2016 Home MURIEL 9 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

, Miami, Toronto, Kampala and Johannesburg.

FSN broadcasts hourly world news radio bulletins 24 hours a day, Monday to Friday. At weekends, a weekly News Review bulletin in broadcast.

Bulletins are 30 seconds, 3 minutes or 5 minutes long and are distributed along with news cuts and packages via FTP.

Many LPFM, college, community and online stations use FSN.

UNITED KINGDOM Bulletins can be heard on digital stations WRN and Radio Ahomka and community stations Radio Faza in Nottingham and Destiny 105 in Oxford, also on Internet station’s Solid Gold Gem AM and Serenade Radio

NETHERLANDS Radio Seagull transmits hourly bulletins on weekdays.

CANARY ISLANDS Kiss FM in Tenerife.

OMAN Hi FM in Muscat.

NEW ZEALAND World FM in Tawa.

A number of broadcasters use FSN correspondents and reports as part of their own news output.

Simon Marks is Washington correspondent for London radio station LBC 97.3 and other broadcasters utilising FSN include Vatican Radio, DW Radio, RTÉ, SABC, Radio New Zealand and Radio France International

The AIR News radio news agency uses FSN audio and broadcasts FSN bulletins during overnight hours

Television clients of FSN include PBS NewsHour, Fox News Channel, Bloomberg remington sweater shaver, France 24, CCTV (China) and Al Jazeera.

Mile Run (White Deer Creek)

Mile Run is a tributary of White Deer Creek in Union County basketball socks wholesale, Pennsylvania, in the United States. It is approximately 1.9 miles (3.1 km) long and flows through West Buffalo Township. The watershed of the stream has an area of 1.57 square miles (4.1 km2). It has been described as a “spring run”. Wild trout naturally reproduce within the stream and numerous bryophyte species have been observed in its vicinity.

Mile Run begins in a valley between Fawn Ridge and Pine Flat in West Buffalo Township. It flows east-northeast through the valley for several tenths of a mile before receiving an unnamed tributary from the left. It then gradually turns south, receiving another unnamed tributary from the left. At this point, the stream turns south for several tenths of a mile, passing between Pine Flat and Little Mountain. It then reaches the end of its valley and crosses Interstate 80 before turning east-southeast. A short distance further downstream, the stream reaches its confluence with White Deer Creek.

Mile Run joins White Deer Creek 11.82 miles (19.02 km) upstream of its mouth.

The elevation near the mouth of Mile Run is 997 feet (304 m) above sea level. The elevation of the stream’s source is 1,546 feet (471 m) above sea level.

Mile Run has been described as a “spring run”.

The watershed of Mile Run has an area of 1.57 square miles (4.1 km2). The stream is entirely within the United States Geological Survey quadrangle of Williamsport SE. Its mouth is situated near White Deer.

A total of 1.25 square miles (3.2 km2) of the watershed of Mile Run is in Union County.

The average daily discharge of Mile Run is 2.58 cubic feet per second (0.073 m3/s).

Mile Run was entered into the Geographic Names Information System on August 2, 1979 alabama football socks. Its identifier in the Geographic Names Information System is 1181098.

The White Deer Valley Railroad, which was incorporated on December 11, 1900, passed in the vicinity of Lick Run. It was built in 1901 and was owned by John Duncan as a logging railroad. However, it was sold to the White Deer Lumber Company and became the White Deer and Loganton Railroad on April 17, 1906.

Wild trout naturally reproduce in Mile Run for a total of 1.24 miles (2.00 km) of its length. The trout species in the stream is brook trout.

A variety of bryophyte species were observed in the vicinity of Mile Run on July 29, 1995. Approximately 20 species were observed, including Hygroamblystegium tenax, Hypnum pallescens, Platyhypnidium riparioides, Platylomella lescurii, Hypnum lindbergii, and numerous others.

Llano Grande (ort i Mexiko, Guerrero, San Marcos)

Llano Grande är en ort i Mexiko. Den ligger i kommunen San Marcos och delstaten Guerrero, i den södra delen av landet, 280 km söder om huvudstaden Mexico City. Llano Grande ligger 325 meter över havet och antalet invånare är 1 348.

Terrängen runt Llano Grande är kuperad österut, men västerut är den platt. Den högsta punkten i närheten är Cerro La Cruz, 877 meter över havet, 4,4 km nordost om Llano Grande. Runt Llano Grande är det ganska glesbefolkat, med 34 invånare per kvadratkilometer. Närmaste större samhälle är San Marcos, 16,5 km söder om Llano Grande. Omgivningarna runt Llano Grande är en mosaik av jordbruksmark och naturlig växtlighet. I trakten runt Llano Grande finns ovanligt många namngivna dalar.

Savannklimat råder i trakten. Årsmedeltemperaturen i trakten är 26 °C. Den varmaste månaden är april, då medeltemperaturen är 30 °C, och den kallaste är september retro soccer shirts, med 22&nbsp toothpaste dispenser malaysia;°C. Genomsnittlig årsnederbörd är 1 599 millimeter. Den regnigaste månaden är september, med i genomsnitt 445 mm nederbörd, och den torraste är januari, med 3 mm nederbörd.

Chicha

Chicha – rodzaj napoju alkoholowego wyrabianego przez Indian z rejonu Andów, który istniał już w czasach imperium Inków cheap original jerseys. Jest wytwarzany ze specjalnego gatunku kukurydzy (tzw how to tenderize meat without a tenderizer. chicha de jora).

Ma blady słomkowy kolor i kwaśny posmak przypominający lekkie wino jabłkowe – cydr thermos metal.

Ziarna bogate w skrobię są żute aż do uzyskania konsystencji ciasta, które jest suszone i umieszczane w ciepłej wodzie, gdzie działanie amylazy ślinowej dobiega końca. Wtedy dodaje się zakwas i rozpoczyna się fermentacja. Dziś wiele chicha wytwarza się za pomocą słodu kukurydzianego zamiast przy użyciu śliny.

Może być spożywany po niedługim okresie fermentacji – wtedy ma słodkawy smak lub po dłuższym okresie – wówczas zwiększa się zawartość alkoholu i napój jest mocniejszy. Chicha zawiera niewielką ilość alkoholu, od 1 do 3%.

Chicha może być wytwarzana na wiele sposobów, a jej przygotowanie jest niemalże rytuałem (tak jak picie herbaty w Japonii). Osoby specjalizujące się w przygotowaniu tego napoju cieszą się dużym szacunkiem w krajach andyjskich.

Marvin Delph

Marvin Delph (born September 15, 1956) is a retired American basketball player, who experienced his greatest success at the college level.

In high school, Delph led the Conway Wampus Cats to two state basketball championships, in 1973 and 1974.

Known for his outside shooting and remarkable leaping ability

Brazil Home FRED 9 Jerseys

Brazil Home FRED 9 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

, Delph was a member of the University of Arkansas Razorbacks NCAA Final Four team in 1978 best thermos water bottle. Along with Sidney Moncrief and Ron Brewer, he was labeled as one of the “Triplets”, a trio of Arkansas-born, similarly-sized players who led Arkansas basketball through a tremendous resurgence after years of mediocre play.

Following his college career, Delph was drafted twice, first in the 3rd round of the 1978 NBA draft by the Buffalo Braves and then in the 6th round of the 1979 NBA draft by the Boston Celtics. Unlike his fellow Triplets, Delph never played in the NBA how to tenderize meat naturally, despite several attempts. He continued playing amateur basketball with the Athletes in Action team best steak tenderizer marinade, a religiously-oriented team.

Delph played for the United States men’s national basketball team at the 1978 FIBA World Championship, a team composed primarily of Athletes in Action players.

Delph was inducted into the Arkansas Sports Hall of Fame in 1998.

Wentzwiller

Wentzwiller – miejscowość i gmina we Francji, w regionie Grand Est, w departamencie Górny Ren auburn football jersey.

Według danych na rok 1990 gminę zamieszkiwało 529 osób, a gęstość zaludnienia wynosiła 112 osób/km² (wśród 903 gmin Alzacji Wentzwiller plasuje się na 449. miejscu pod względem liczby ludności wholesale socks los angeles, natomiast pod względem powierzchni na miejscu 512.) meat tenderising machine.

Attenschwiller • Baldersheim • Bantzenheim • Bartenheim • Battenheim • Blotzheim • Brinckheim • Bruebach • Brunstatt-Didenheim • Buschwiller • Chalampé • Dietwiller • Eschentzwiller • Flaxlanden • Folgensbourg • Galfingue • Geispitzen • Habsheim • Hagenthal-le-Bas • Hagenthal-le-Haut • Hégenheim • Heimsbrunn • Helfrantzkirch • Hésingue • Hombourg • Huningue • Illzach • Kappelen • Kembs • Kingersheim • Knœringue • Kœtzingue • Landser • Leymen • Liebenswiller • Lutterbach • Magstatt-le-Bas • Magstatt-le-Haut • Michelbach-le-Bas • Michelbach-le-Haut • Morschwiller-le-Bas • Miluza • Neuwiller • Niffer • Ottmarsheim • Petit-Landau • Pfastatt • Ranspach-le-Bas • Ranspach-le-Haut • Rantzwiller • Reiningue • Richwiller • Riedisheim • Rixheim • Rosenau • Ruelisheim • Saint-Louis • Sausheim • Schlierbach • Sierentz • Steinbrunn-le-Bas • Steinbrunn-le-Haut • Stetten • Uffheim • Village-Neuf • Wahlbach • Waltenheim • Wentzwiller • Wittenheim • Zaessingue • Zillisheim • Zimmersheim

Dawne gminy: Brunstatt • Didenheim