Hedebosyning

Hedebosyninger er de broderede arbejder, der stammer fra hedeboegnen, og som har været syet blandt bondebefolkningen i 1700-tallet til ca. 1850.

Hedebosyning stammer fra bondesamfundet i egnen mellem København, Køge og Roskilde. Kvinderne fremstillede her nogle karakteristiske hvide syninger fra år 1700 til ca. 1850. Tekstilerne blev produceret til eget brug og bønderne brugte syningerne på beklædning og som pynt i bondestuen. Bønderne på hedeboegnen spandt selv hørtråd, vævede hørlærred og blegede stoffet i solen, så det blev helt hvidt. Det blev et meget glansfyldt produkt, som adskiller sig fra hørkvaliteter andre steder og fra den, der i dag produceres maskinelt.

Hedebosyning kan groft deles op tre perioder:

I midten af 1800-tallet rullede en nationalromantisk bølge ind over Danmark og et lille højborgerskab begyndte at interessere sig for hedebosyning. Omkring 1850 begyndte husmandskoner at sy til velhavende familier i København. Ude i Europa var det østrigeren Thérèse de Dillmont, som udbredte kendskabet til syningen, bl.a. i en stor fransk international broderiencyklopædi, som hun udgav i 1884. Så tidligt som 1873 blev der på verdensudstillingen i Wien vist hedebosyninger, nu eksempler på dygtige købstadsfruers frembringelser. Senere åbnede “Kunst- og industriudstilling af 1879” en stor udstilling i København, hvor det var landbostanden, der viste eksempler fra den nu svindende bondekultur.

Efter århundredeskiftet blev hedebosyning populært i hele landet og er blevet syet flittigt af danske kvinder indtil 1950’erne. Det skyldes bl.a. stiftelsen af Selskabet for Hedebosyningens Fremme i år 1905. Formålet var at udbrede kendskabet til hedebosyning og andet gammelt dansk håndarbejde, samt at virke for at arbejde af denne art blev formidlet gennem anerkendte kunstnere. Det betød at dannelsen af de danske kvinders hedebosyninger nu foregik gennem bearbejdede forlæg, som blev solgt i f.eks. Clara Wævers broderiforretning. Omkring århundredeskiftet var ”den gode smag” i højsædet og her var blandt andet kvindeforkæmperen Emma Gad og den første kvindelige museumsinspektør på Nationalmuseet Elna Mygdal varme fortalere for hedebosyning.

Men ikke alt hedebo blev betragtet som ”smukt” omkring århundredeskiftet. Særlig udskældt blev udklipshedebo, den var dekadent, fulgte ikke trådenes retning og mønstrene menes at være usammenhængende. Det ironiske er, set med nutidens øjne, at det lige netop var udklipshedebo, som blev folkeeje. Udklipshedebo fandtes omkring år 1900 næsten i alle borgerlige hjem, i form af duge, flakoner, tehætter eller som kraver på de intellektuelle kvinders beklædning eller kvinder med tilknytning til højskolerne.

Selve betegnelsen hedebosyning betegner syv forskellige udtryk, der alle er syet på hvid hør med hvid hørtråd. Tidligere museumsdirektør Ena Hvidberg har publiceret en omtrentlig dateringen indenfor et tiårs interval, som viser hvorledes hedebosyningerne overordnet har udviklet sig ca. 1700-1870. Dateringen er generelt retvisende, men skal alligevel tages med et gran salt, da der forekommer kombinationer af syteknikkerne mellem perioderne.

Hedebosyninger er teknisk meget forskellige fra hinanden. Tællesyning, dragværk og rudesyning følger stoffets trådretning mens hvidsøm, baldyring og udklipshedebo hører til de mere frie syninger. Her kommer en beskrivelse af den enkelte syteknik, opdelt efter teknik, billedemotiv og anvendelse.

Mønstrene er geometriske og skabes med fladsyning over talte tråde i stoffet. Syningen er universel og findes over hele landet. Måden hvorpå tællesyning på hedeboegnen adskiller sig fra det øvrige Danmark, er på syningens rigdom og akkuratesse, men lignende forekommer også i Nordsjælland. Motiverne kan være trekanter, stjerner samt undertiden stiliserede træer, dyr og mennesker. Tællesyning er brugt fra 1700-årene på skjorter, sengelinned, pyntehåndklæder, knæduge eller stolpestykker og ofte i kombination med rudesyning.

Dragværk udføres over et åbent netværk. Nettet opstår når man trækker (drager) tråde ud af trend og islættrådene i hele stoffets bredde, mens andre tråde bliver stående. Oftest trækkes der mellem 2-3 tråde ud ved siden af hinanden og 2-3 tråde bliver stående. Der kastes fast over trådene som står tilbage, hvorefter motiverne formes med udfyldes i felterne med slyngesting eller stopning. I dragværksborter vises motiverne som stiliserede træer, dyr og mennesker. Dragværk anvendtes traditionelt på pyntehåndklæder, knæduge eller stolpestykker. Senere brugte man dragværk som mellemværk på puder, dyner og fine håndklæder.

Tråde bliver klippet eller skåret ud indenfor et afgrænset motiv, modsat dragværk, hvor trådene trækkes ud i hele lærredets bredde. Rudesyning fremstår som små ruder, ved at der kastes og/eller stoppes over stolperne i nettet. Mønstrene er geometriske og forestiller oftest dyr, planter eller mennesker og livstræer.

Rudesyning findes meget ofte brugt i kombination med tællesyning, dragværk, hvidsøm eller baldyring. Rudesyning var almindeligt brugt som navnetræk på pyntehåndklæder, knæduge eller stolpestykker helt op til år 1900 i bondesamfundet.

Kaldes også for lærredsudsyning eller maskesyning. Hvidsøm kendes på sine to rækker af maskesting (kædesting) som indrammer motiverne. Man har tegnet frit på lærredet og udfyldt felter inden i motiverne (grundene) med udtrækssyning eller sammentrækssyning. Grundene fremstår som små felter med striber eller tern. De udtrukne tråde er ofte ganske få og der er typisk kun kastet en gang over trådene, som gerne går på skrå. Imellem de karakteristiske felter er der syet fladstingskontur som stilke eller blomsterranker med fladsyningsblade. Hvidsømmens motiver er blomster, blade, vaser, hjerter eller organiske former, men også dyr forekommer. Teknikken er blevet brugt på kropslinned, pyntehåndklæder, knæduge, pudevår, stolpestykker. Hvidsøm kendes oprindeligt kun fra hedeboegnen. Efter bondesamfundets ophør er hvidsøm blevet syet over hele landet, men her som tehætter, duge eller pyntestykker i stuerne. Hvidsømmen blev meget populær blandt højborgerskabets kvinder i årerne omkring 1850-1920.

Baldyring er en videreudvikling af hvidsømmen, med fri mønstertegning syet i fladsyning og kontursting omkring en større midterfigur. Fladsyningsbladene er ofte underriet før fladsyningen er udført, hvorved bladene træder tydeligt frem på stoffet. Også prænede[bør uddybes] huller som i engelsk broderi forekommer. Sammen med det fri mønster blev der trukket tråde ud til et åbent netværk. Nettet opstår når man trækker (drager) tråde ud af trend og islætstrådene i hele stoffets bredde, mens andre tråde bliver stående. Oftest trækkes der mellem 6-8 tråde ud ved siden af hinanden og 6-8 tråde bliver stående. Der stolpes fast over trådene som står tilbage, hvorefter motiverne formes med udfyldes i felterne med kniplingesyning bestående af knaphulsting. Nogle af formerne kan have lighed med blomster eller mønstre, men egentlige motiver som i dragværk forekommer ikke.

Syningen blev anvendt på skjorter, særke, pyntehåndklæder, pudevår, vuggelagner, knæduge og stolpestykker. Efter bondesamfundets ophør er baldyring blevet syet over hele landet, men her som tehætter, duge eller pyntestykker i stuerne. Baldyring blev meget populær blandt højborgerskabets kvinder i perioden 1850-1920 og blev betragtet som den ægte danske nationalarv, inden syningerne gik i forfald og udviklede sig til udklipshedebo.

Omkring 1850’erne forlader man den bundne syning i felterne og begynder udsyning af felter i kniplingesyning udført med knaphulsting eller tungesting. De udsyede felter udfyldes op med buer, takker eller ringe. Men også små stykker stof klippes i organiske former og kantes med knaphulssting og samles med kniplingesyning imellem, dette kaldes omvendt udklipshedebo. På det resterede frie lærred syede man fri mønstertegning med fladsyning og kontursting omkring en større midterfigur. Fladsyningsbladene kan være underriget før fladsyningen udføres, hvorved bladene træder tydeligt frem på stoffet. Også prænede huller som i engelsk broderi forekommer.

Kaldes også for kniplingesyning. På hedeboegnen dannes blonderne primært af knaphulsting, men også åbne tungesting forekommer. Knaphulstingene sys uden stofgrund. I den ældre del af hedebosyningerne er syede blonder brugt mere beskedent som f.eks. musetakker på skjortelinninger. Fra første del af 1800-tallet får de syede blonder en rigere udformning, men anbringes stadig kun som pynt på kanter. Navnlig på skjorte- og særkekraver får den et helt overdådigt udtryk. Der er indsyede motiver som blomster og geometriske figurer. I udklipshedebo udfyldes de udklippede huller med kniplingesyning. Den beskedne syning kendes fra hele landet, men de senere og meget pragtfuldt udsyede syninger kendes kun fra hedebo og Nordsjælland.

Qamar al-Din

Lavashak

Qamar al-Din (Arabic: قمر الدين‎, lit. ‘Moon of the Religion’) is an apricot juice or nectar beverage from Arab cuisine that is typically consumed during the Muslim holy month of Ramadan. It is believed to be from Damascus, Syria, where it is known as “al-Qamar ad-Din” (Arabic: القمر الدين‎). It was first produced in the Ghouta, where the variety of apricots most suitable for qamar al-din was first grown. Qamar al-din is enjoyed across the Middle East and North Africa as well as in Somalia, though Syrian qamar al-din is still believed to be the best because the variety of apricots most suitable for making qamar al-din grow only in Syria and southwestern Turkey.

Several theories have been proposed for the origin of qamar al-din’s name. One theory holds that it was named for its inventor, a Syrian man named Qamar al-Din. He was said to have been so handsome that he resembled the moon (qamar, Arabic: قمر‎), hence his name.

Another theory holds that apricot season coincided with the sighting of the new moon marking the beginning of Ramadan in the year when qamar al-din was invented. A similar theory, widespread in Egypt, traces the name’s origin to a Caliph who was known to celebrate with qamar al-din upon seeing the crescent moon during Ramadan.

To produce Qamar al-din, apricots and sugar are boiled over a fire and then strained through a wooden strainer that is soaked in olive oil. The apricots are then left to dry in direct sunlight. Once it has completely dried, it is then packaged, shipped, and sold. This dried apricot leather is thicker, more consistent, and has a stronger flavor than ordinary apricot leather, and is thus more suitable for making qamar al-din. Making the drink from this apricot leather only requires adding rosewater or orange blossom water, though apricot pieces (fresh or dried) and ice are often added as well. Sometimes, some of the floral water is replaced with orange juice or plain water. Qamar al-din is traditionally served thick and cold, and it is believed to be especially fortifying and a good source of energy, electrolytes, and hydration, all of which are crucial after a day of fasting. Some in the Levant add pine nuts and ice to their qamar al-din, making a beverage that resembles a thicker, apricot-flavored version of jallab.

Gordon Jenkins

Gordon Hill Jenkins (* 12. Mai 1910 in Webster Groves, Missouri; † 1. Mai 1984 in Los Angeles, Kalifornien) war ein US-amerikanischer Musiker, Komponist und Arrangeur. Er schrieb unter anderem Goodbye, die Schluss-Erkennungsmelodie von Benny Goodman.

Gordon Jenkins, Sohn eines Dorfpianisten und Pfarrorganisten, beherrschte schon zur Jugendzeit gut ein Dutzend Instrumente und schrieb eigene Arrangements. Er begann seine Karriere 1931 im Orchester von Isham Jones, nachdem er bei einem Auftritt der Band in St. Louis kurzfristig für den erkrankten Pianisten eingesprungen und spontan als Arrangeur verpflichtet worden war. 1933 schrieb er für das Orchester von Woody Herman Blue Prelude; 1935 folgte mit Goodbye sein wohl bekanntestes Lied, das von Benny Goodman als Erkennungsmelodie am Konzertschluss adaptiert wurde. Beide Stücke wurden zu bis heute weltweit vielinterpretierten Standards.

Seit 1936 komponierte und arrangierte Jenkins – zunächst anonym, seit den 1940er Jahren unter eigenem Namen – Filmmusik für die Paramount-Studios, deren Musical Director er später lange Jahre war. Dem Genre blieb Jenkins bis in seine letzten Jahre hinein (The First Deadly Sin, 1980, mit Frank Sinatra und Faye Dunaway) verbunden.

Daneben arbeitete Jenkins seit 1939 als Arrangeur und Orchesterleiter für zahlreiche Radioshows bei NBC, unter anderem auch für Dick Haymes, über den er zum Label Decca stieß. Dort arbeitete er außer mit Haymes auch erfolgreich mit Stars wie Bing Crosby, Billie Holiday, Al Jolson, Ella Fitzgerald, den Andrews Sisters und Louis Armstrong (für den er den Evergreen Blueberry Hill arrangierte) zusammen, reüssierte aber ebenso mit selbstgeschriebenen Songs wie San Fernando Valley (1944). Als Musical Director bei Decca etablierte er 1949 mit großem Erfolg die Popgruppe The Weavers (Goodnight Irene, 1950).

1956 wechselte Jenkins zum Label Capitol. Dort begann seine mehrjährige Zusammenarbeit mit Judy Garland (Alone, 1956), die er auch bei einigen ihrer Europakonzerte als Dirigent begleitete, und Nat King Cole (Love Is The Thing, 1956), für den er unter anderem Stardust orchestrierte, und führte beide Künstler zu einigen ihrer besten gesanglichen Leistungen.

Am längsten dauerte seine vor allem auf melancholische, von Streichern untermalte Balladenalben konzentrierte Zusammenarbeit mit Frank Sinatra (Where Are You?, 1957; No One Cares, 1959), die später bei Reprise mit weiteren Alben und Singles bis 1981 (She Shot Me Down) fortgesetzt wurde und mit September Of My Years (1965) ein mehrfach Grammy-prämiertes Album hervorbrachte, auf dem unter anderem It Was a Very Good Year (ebenfalls Grammy-prämiert) zu hören ist. Für Sinatras Fernsehspecials konzipierte und arrangierte Jenkins zwischen 1965, 1966 und 1973 auch drei längere „Saloon-Medleys“.

Zusammen mit Harry Nilsson gelang Jenkins 1973 mit dem Album A Little Touch Of Schmilsson In The Night (1973) ein weiterer Welterfolg, der ihm erneut einen Grammy einbrachte. Die Aufnahmesessions wurden gefilmt und später von der BBC auch als Fernsehspecial ausgestrahlt.

Jenkins war in zweiter Ehe mit der Sopranistin Beverly Jenkins verheiratet, die auf einigen seiner Alben zu hören ist. In seinen letzten Jahren litt Jenkins an ALS, die ihm das Arbeiten zusehends erschwerte und der er schließlich am 1. Mai 1984 erlag. Im Herbst 2005 veröffentlichte sein Sohn Bruce Jenkins, ein in den USA bekannter Sportjournalist aus San Francisco, eine sehr persönlich gehaltene Biographie über seinen Vater.

Zu den markantesten Werken von Gordon Jenkins gehören seine umfänglichen Suiten für Orchester, Vokalsolisten und Chor, oft auch von gesprochenen Zwischentexten begleitet, in denen er seine große musikalische Vielseitigkeit als Komponist und Arrangeur unter Beweis stellte und mit denen er zugleich das Genre des Konzeptalbums stark beeinflusste.

Den Auftakt bildete Manhattan Tower, das Jenkins im Herbst 1945 mit Bill Lee und Beverly Mahr (seiner späteren Ehefrau) als Solisten und Elliott Lewis als Erzähler einspielte und das 1946 als eines der ersten Konzeptalben überhaupt bei Decca herauskam. In verschiedenen Episoden und Klangbildern mit teils experimentellen Zügen verarbeitete Jenkins seine deprimierenden Eindrücke vom ersten Aufenthalt in den Häuserschluchten der Großstadt New York City. Zehn Jahre später erweiterte Jenkins das ursprünglich 17-minütige Werk und brachte es bei Capitol in einer Neuaufnahme als LP heraus. In seinen späteren Suiten griff Jenkins immer wieder auf Elemente aus diesem Stück zurück.

1953 entstand, wiederum mit Bill Lee und Beverly Jenkins als Solisten, die 51-minütige Suite Seven Dreams (Decca), in der die sich in sieben Bildern entfaltende Story erst ganz zum Schluss durch eine raffinierte musikalische Pointe als Traum enttarnt wird. Aus einem der Stücke, Crescent City Blues, entnahm Johnny Cash große Passagen des Textes für seinen Hit Folsom Prison Blues (1955) und wurde dafür gerichtlich verklagt, was ihn zu einer Ausgleichszahlung von 75.000 US-Dollar bewog.

1958 komponierte und arrangierte Jenkins The Letter, die musikalische Geschichte eines Paares und seiner verblassten Liebe, die für Capitol von Judy Garland eingespielt wurde, mit dem kanadischen Schauspieler John Ireland als Partner. 1959 ging Judy Garland damit auf eine große Konzerttournee, die sie unter anderem in die New Yorker Metropolitan Opera führte.

Eine letzte Monumentalsuite entstand 1979 mit Reflections On The Future In Three Tenses für Frank Sinatra, als dritter Teil von Sinatras Dreifach-Album Trilogy: Past-Present-Future (Reprise). Sinatras musikalisch-autobiographische Reise durch Raum und Zeit auf seinem wohl ungewöhnlichsten Album, auf dem als Solistinnen Loulie Jean Norman und wiederum Beverly Jenkins zu hören sind und in dem Jenkins Sinatra auch eine Zeile über sich selbst in den Mund legt („I’ll have Lefty to write me one more chart“ in Before The Music Ends), stieß bei den Kritikern zunächst auf ein geteiltes Echo, fand aber in jüngerer Zeit als neben Manhattan Tower wohl dichteste Komposition von Gordon Jenkins wieder verstärkt Beachtung.

Liberton Tower

Liberton Tower is a four-storey, square-plan tower house situated just to the west of the Edinburgh, Scotland suburb of Liberton, on the east side of the Braid Hills.

Located in Over or Upper Liberton, it was originally owned by the Dalmahoy family, whose arms appears on a carved panel on the south wall. Records of it being in their possession date back to 1453, but the provenance of the tower before that is not known.

It passed to a branch of the Forrester family of Corstorphine, before being sold to William Little, who was Provost of Edinburgh in 1586 and 1591. Provost Little built the nearby Liberton House, and the castle was abandoned in 1610, being subsequently used for agricultural storage.

Deposits of charcoal as well as smashed pottery suggest that the tower was caught up in the fighting around Edinburgh in 1650, when Cromwell invaded Edinburgh as part of the Third English Civil War. Other evidence to this effect is the removal of the parapets, damage to the tower and the finding of cannonballs in nearby fields.

Liberton Tower provides a good example of a typical noble residence of its period, one of the relatively few that was not substantially altered in later centuries. Featureless except for its small, asymmetrically-arranged windows, it is coated in distinctive yellow harling and has been described as “grim and ponderous”. The tower is rectangular in plan, being 34 feet 9 inches (10.59 m) along the east–west axis and 25 feet 9 inches (7.85 m) along the north–south axis.

The 15th century structure is well preserved and was restored in 1994. It is used for holiday lets.

Coordinates:

TIALD

TIALD, the Thermal Imaging Airborne Laser Designator targeting pod, was manufactured by GEC Marconi in the 1990s, and was the UK’s primary laser designator for laser-guided bombs. It is still flown on the Tornado bomber.

The UK uses the Paveway series of laser-guided bombs (LGBs). The first operational use of LGBs by the UK’s armed forces were the RAF Harrier attacks on Argentine forces during the Falklands War. However, laser designation for these attacks was carried out by a forward air controller using a ground designator. Following the conflict it was realised that an airborne designator was required.

Ferranti Defence Systems started development of the TIALD pod in the late 1980s. The 1990 Iraqi invasion of Kuwait and the resulting Gulf War saw the TIALD pod rushed into service. In the Gulf War several modified Panavia Tornados and some Blackburn Buccaneers laser designated for unmodified Tornados which carried LGBs. The Buccaneers carried the U.S. Pave Spike designator, which was limited to daylight use.

The RAF dropped over 6,000 1,000 lb bombs, 1,000 of which were laser guided. Two TIALD-equipped Tornados guided more than 200 LGBs onto targets in the last month of the conflict alone. Further development of the pod enabled aircraft to self-designate targets.

The TIALD pod has been used extensively since the Gulf War including during the Iraqi no-fly zone patrols (1991-2003), the related Operation Desert Fox (1998), the Kosovo War (1999) and the 2003 Iraq Conflict.

The TIALD pod has been constantly updated, the last version being the Series-500. TIALD has been sidelined in recent years by the introduction of the stand-off Storm Shadow missile, GPS-guided Enhanced Paveway, and the LITENING targeting pod to RAF service.

Experience in Afghanistan lead to the realisation that TIALD was outdated, as described by an RAF Wing Commander:

“[It] was designed in the 1980s, to allow pilots to drop laser guided bombs on targets like bridges, big buildings and aircraft hangars… TIALD as an air interdiction targeting pod is very good and has done this reasonably well over the last decade, as was proved in Deliberate Force (1995), Allied Force (1999), and Operation Telic (2003). Now, however, we need a sensor that is geared more towards urban [close air support], where we need to defend particular targets that are very similar to others, like compounds within small towns or villages.”

José Salomón

José Salomón (ur. 9 lipca 1916 w La Plata – zm. 22 stycznia 1990) – piłkarz argentyński, obrońca (stoper).

Urodzony w La Plata Salomón karierę piłkarską rozpoczął w 1934 roku, grając w połączonej drużynie klubów Lanús Buenos Aires i Talleres Remedios de Escalada. Po rozpadzie w latach 1935-1938 Salomów grał w barwach klubu Talleres.

W 1939 roku Salomón został piłkarzem klubu Racing Buenos Aires. W następnym roku razem z reprezentacją Argentyny wygrał turniej Copa Juan Mignaburu 1940.

Jako piłkarz klubu Racing wziął udział w turnieju Copa América 1941, gdzie Argentyna zdobyła tytuł mistrza Ameryki Południowej. Salomón zagrał we wszystkich czterech meczach – z Peru, Ekwadorem, Urugwajem (w 86 minucie zastąpił go Sabino Coletta) i Chile (jako kapitan drużyny).

Rok później wziął udział w turnieju Copa América 1942, gdzie Argentyna została wicemistrzem Ameryki Południowej. Salomón zagrał we wszystkich sześciu meczach – z Paragwajem, Brazylią (w 70 minucie zastąpił go Óscar Montañés), Ekwadorem, Peru, Chile i Urugwajem. W każdym meczu pełnił rolę kapitana zespołu. Wygrał także turniej Copa Lipton 1942, a rok później Copa Juan Mignaburu 1943.

Następnie wziął udział w turnieju Copa América 1945, gdzie Argentyna zdobyła tytuł mistrza Ameryki Południowej. Salomón zagrał we wszystkich sześciu meczach – z Boliwią, Ekwadorem, Kolumbią, Chile, Brazylią i Urugwajem. W każdym meczu był kapitanem drużyny. Zwyciężyły również w turnieju Copa Lipton 1945.

Nadal jako piłkarz klubu Racing wziął udział w turnieju Copa América 1946, gdzie Argentyna kolejny raz zdobyła tytuł mistrza Ameryki Południowej. Salomón jako kapitan zespołu zagrał we wszystkich pięciu meczach – z Paragwajem (w 57 minucie zmienił go José Manuel Marante), Boliwią, Chile, Urugwajem i w decydującym o mistrzostwie boju z Brazylią. W pierwszej połowie spotkania z Brazylią Salomón został brutalnie sfaulowany przez brazylijskiego napastnika Chico. Z powodu złamanej nogi został zniesiony z boiska – zmienił go Marante. Zajście doprowadziło do bijatyki między zawodnikami obu zespołów oraz do rozruchów na trybunach. Przerwa w meczu trwała aż 70 minut. Ciężka kontuzja oznaczała dla Salomóna koniec kariery reprezentacyjnej.

Po wyleczeniu kontuzji Salomón przeniósł się w 1947 roku do Urugwaju, gdzie występował w klubie Liverpool Montevideo. W 1950 roku zakończył karierę w klubie Talleres.

W lidze argentyńskiej Salomón rozegrał 311 meczów, natomiast w reprezentacji Argentyny – 44 mecze. Rozegrał 21 meczów podczas turniejów Copa América, co wspólnie w Oscarem Ruggerim czyni go pod tym względem rekordzistą w dziejach reprezentacji Argentyny.

Alarcón • Alberti • Arregui • Arrieta • Batagliero • Belén • Coletta • Colombo • Esperón • Estrada • García • Gayol • Gilli • Gualco • Marvezzi • Minella • Moreno • Pedernera • Salomón • Sastre • Sbarra • Videla • Trenerzy: Stábile

Alberti • Blotto • Esperón • Ferreyra • García • Gualco • Heredia • Laferrara • Masantonio • Montañés • Moreno • Pedernera • Perucca • Ramos • Salomón • Sandoval • Tossoni • Valussi • Videla • Trener: Stábile

Bello • Boyé • Colombo • de la Mata • de Zorzi • Espinoza • Farro • Ferraro • Fogel • Loustau • Martino • Méndez • Muñoz • Palma • Pellegrina • Perucca • Pescia • Pontoni • Ricardo • Salomón • Sastre • Sosa • Yebra • Trener: Stábile

Boyé • de la Mata • Fonda • Labruna • Loustau • Marante • Martino • Méndez • Ogando • Ongaro • Pedernera • Pescia • Pontoni • Ramos • Rodríguez • Salomón • Salvini • Sobrero • Sosa • Strembel • Sued • Vacca • Trener: Stábile

Youssou N’Dour

Youssou N’Dour (født 1. oktober 1959 i Dakar, Senegal) er en senegalesisk sanger og komponist. Han var medvirkende til at udvikle den nutidige populærmusik i Senegal, der på wolof-sproget kaldes mbalax. Musikken er en kombination af traditionel senegalesisk griot-percussion og lovprisningssang, med afro-cubanske arrangementer.

Som følge af verdensmusikkens opblomstring, opnåede N’Dour i 1990’erne også opmærksomhed på det vestlige marked. Her samarbejdede han blandt andre med Peter Gabriel og Wyclef Jean. Hans bedst kendte single er nok “7 Seconds”, som han indspillede i 1994 sammen med den svenske sangerinde Neneh Cherry.

Den 13. februar 2005 modtog N’Dour en Grammy for Égypte, som bedste verdensmusikalbum.

Han organiserede Africa Live-koncerten, som fandt sted den 12.-13. marts 2005 i Dakar, hvor nogle af de mest velrenomerede afrikanske musikere optrådte. Koncerten var del i “Roll Back Malaria”-kompagnen, der støtter bekæmpelsen af sygdommen malaria, som rammer millioner af mennesker primært i Afrika.

Ved Live 8-koncerten den 2. juli 2005, sang han duet med Dido i London og Paris.

Youssou N’Dour optrådte bl.a. sammen med Angélique Kidjo i Danmark i december 2009 ved FN klimatopmødet.

Fernando Demaría

Fernando Demaría (born in Buenos Aires, July 19, 1928) is an Argentine poet, philosopher and classical scholar.

Demaría studied at Buenos Aires’ Colegio Champagnat, run by the priests of the Marian Order, whose dedication and rectitude represent a cornerstone in the poet’s life. He then graduated in Philosophy at the University of Buenos Aires under the guidance of such humanists as Guillermo Thiele y Carlos Astrada, who made a decisive contribution towards defining his intellectual vocation.

Demaría’s urban and academic formation, however, finds an indispensable complement in his deep-rooted contact with the land and the rural environment, which has afforded him, in his own words, “the slow and profound teachings of nature”,[This quote needs a citation] a salient aspect of his poetry and philosophy. He believes that a writer of our time should write few and brief works in order to grant the reader the time to familiarize with the many other authors of value.

Demaría was among the personal friends of Argentine writer and poet Leopoldo Marechal, who dedicated him the Alegropeya of his Heptamerón series.

Under the guidance of Guillermo Thiele, Demaría published a translation of Heraclitus’ Fragments in 1957 for the Universidad Nacional del Litoral. This work was republished in 1972 with the illustrations of Uruguayan artist Lincoln Presno, whose 40 meter memorial monument to John F. Kennedy in the vast pampa region near Quemú Quemú, a town founded by the poet’s grandparents, was built upon the poet’s request.

Demaría’s study of philosophy led him to the conviction that man’s deepest conscience responds to sentiment and feeling rather than to ideas and rationality. His reflections on this aspect of human experience and his own personal quest for clarification resulted in his Treatise on Sentiment or Tratado del Sentimiento, published in 1970 by the Ediciones del Hombre Nuevo, founded among others by his friend Rafael Squirru.

Among Demaría’s other works: Máximas para la Vida or Maxims for Life, a work in constant re-elaboration.

Regarding his poetry, it has been condensed under the common title of Pampa Roja, elaborated in three stages of his life.The first edition was the result of the visits to La Pampa together with his friend, the painter Perez Celis. Editorial Dunken published the third and final part in 2007 under the name Tierra de Elegía, or Land of Elegy, a collection of love sonnets. The first two editions of Pampa Roja’s first part were illustrated by Argentine artist and personal friend Pérez Celis. At the end of his life, in absence of readers, he compiled his last poems under the title “Pampa de Estrellas” dedicated to “The Invisibles”.

Tyler McGill

Tyler McGill (ur. 18 sierpnia 1987 w Champaign) – amerykański pływak specjalizujący się w stylu zmiennym, mistrz olimpijski, dwukrotny mistrz świata na długim basenie, mistrz świata na krótkim basenie.

Swój największy sukces w karierze McGill odniósł w 2012 roku podczas igrzysk olimpijskich w Londynie wygrywając złoty medal w sztafecie 4 × 100 m stylem zmiennym.

Startując na mistrzostwach świata, w 2009 roku w Rzymie Amerykanin wywalczył złoty medal w sztafecie na 4 × 100 m stylem zmiennym oraz dwa lata później w Szanghaju w tej samej konkurencji. W Rzymie McGill zajął również trzecie miejsce w indywidualnym wyścigu na 100 m stylem motylkowym.

Podczas mistrzostw świata na krótkim basenie, w 2010 roku w Dubaju Amerykanin wygrał złoty medal w sztafecie 4 × 100 m stylem zmiennym.

1960: (McKinney, Hait, Larson, Farrell) • 1964: (Mann, Craig, Schmidt, Clark) • 1968: (Hickcox, McKenzie, Russell, Walsh) • 1972: (Stamm, Bruce, Spitz, Heidenreich) • 1976: (Naber, Hencken, Vogel, Montgomery) • 1980: (Kerry, Evans, Tonelli, Brooks, Patching) • 1984: (Carey, Lundquist, Morales, Gaines) • 1988: (Berkoff, Schroeder, Biondi, Jacobs, Mortenson, Jager) • 1992: (Rouse, Diebel, Morales, Olsen, Berkoff, Dersch, Stewart, Biondi) • 1996: (Rouse, Linn, Henderson, Hall Jr., Davis, Grote, Hargis, Schwenk) • 2000: (Krayzelburg, Moses, Crocker, Hall Jr., Walker, Hannan, Lezak) • 2004: (Peirsol, Hansen, Crocker, Lezak, Krayzelburg, Gangloff, Phelps, Walker) • 2008: (Peirsol, Hansen, Phelps, Lezak, Grevers, Gangloff, Crocker, Weber-Gale) • 2012: (Grevers, Hansen, Phelps, Adrian, Thoman, Shanteau, McGill, Jones) • 2016: (Murphy, Miller, Phelps, Adrian, Plummer, Cordes, Shields, Dressel)

Klatka błaznów

Klatka “błaznów” składała się z metalowej konstrukcji podobnej do obecnych klatek dla ptaków, lecz znacznie większych rozmiarów, co umożliwiało pomieszczenia kilku osób jednocześnie. Wystawiano je w miejscach publicznych, najczęściej na rynkach, aby mogły skutecznie służyć wymiarowi sprawiedliwości. Obiekty te wykorzystywano do wykonywania kary na honorze, poprzez wystawienie skazańca na widok publiczny celem ośmieszenia. Spotykało się również klatki, których konstrukcje były ruchome, co umożliwiało wykonywanie nimi wielu obrotów przez zgromadzonych gapiów, a siedzącego w niej nieszczęśnika doprowadzało do wymiotów i omdleń. Dodatkowo ciekawska gawiedź mogła obrzucać skazańca wyzwiskami lub w najgorszym przypadku różnego rodzaju przedmiotami, np. owocami lub warzywami (często zgniłymi). We Wrocławiu klatka błaznów została wystawiona w 1575 roku na rynku przede wszystkim – jak to określili kronikarze – do karania zakłócających ciszę nocną, pijaków i dopuszczających się “grubiańskich wybryków”. Została ona wybudowana w okolicy dzisiejszego pomnika hrabiego Aleksandra Fredry. Wykonano ją prawdopodobnie w formie ośmiobocznej żelaznej klatki, do której wnętrza prowadził otwór drzwiowy. Przykładowo 19 kwietnia 1578 r. karą siedzenia w klatce ukarano pewnego nieszczęśnika “z powodu… swawoli”. 13 lutego 1676 roku wsadzono do niej pewną kobietę, która chodziła po mieście w męskim ubraniu; dodatkowo, aby ośmieszyć skazaną, ściągnięte z niej ubranie powieszono we wnętrzu klatki. Obiekt został usunięty około 1745 roku. W innych miejscowościach na terenie Śląska kroniki wspominają niejednokrotnie o wystawieniu tego typu obiektów (np. w Głogowie, czy Świebodzicach). Niestety, do naszych czasów nie przetrwała na ziemiach śląskich ani jedna metalowa klatka hańby. Natomiast doskonale zachowaną klatkę błaznów możemy do dziś podziwiać w miejscowości Levoča na Słowacji.

Bocian • Chińska tortura wodna • Gruszka • Hiszpańskie buty • Kołyska Judasza • Kozioł czarownic (hiszpański osioł) • Krzesło inkwizytorskie • Krzyż modlitewny • Łamanie kołem • Ława tortur • Madejowe łoże • Maski wstydu • Szpikowany zając • Toca (tortura wodna) • Wahadło (strappado, pendulum) • Waterboarding • Widełki heretyków • Zgniatacz głowy • Zgniatacz kciuków • Zmiażdżenie • Żelazna dziewica

Beczka • Chłosta • Dyby • Falaka • Flet hańby • Gąsior • Kamienie hańbiące • Klatka błaznów • Kłoda • Kuna • Nabicie na pal • Piętnowanie • Praszczęta • Pręgierz • Spalenie na stosie • Sambenito