Antonio Manillo

Antonio Andrés Manillo es un exfutbolista argentino; se desempeñaba como defensor y su primer club fue Banfield.​

Jugó en sus inicios como marcador de punta por izquierda, desempeñándose también en la función de segundo marcador central con el correr de los años. Su debut se produjo en el Club Atlético Banfield en 1958, cuando el Taladro se encontraba disputando el Campeonato de Primera B. En 1962 integró el equipo campeón de la categoría que devolvió al cuadro albiverde a la Primera División de Argentina.​ Disputó en ella 21 encuentros en la temporada 1963, protagonizando su equipo una buena campaña que lo ubicó en mitad de tabla.​

En 1964 pasó a Rosario Central, teniendo su primer partido oficial el 10 de mayo en el empate por tres goles ante Gimnasia y Esgrima en La Plata, cotejo válido por la tercera fecha del Campeonato de Primera División. Manillo se afirmó como alternativa por el sector izquierdo de la defensa con 22 presencias. Al año siguiente se movió a la zaga central, compartiéndola con José Casares en 30 partidos. En su última temporada con los canallas fue perdiendo lugar ante la promoción de juveniles y la llegada del uruguayo José Jorge González, quien inició su trayectoria en Rosario Central como marcador de punta por izquierda. En tres años Manillo sumó 62 cotejos disputados con la casaca auriazul.​​

Su siguiente destino fue Racing Club; allí se desempeñó durante dos temporadas para luego retirarse, pero antes formando parte de la gesta del cuadro de Avellaneda al conseguir las copas Libertadores e Intercontinental en 1967. Su participación fue mayormente como suplente, sumando aun así cuatro presencias en Libertadores.​​​​​

Slaget ved Ümera 1210

Slaget ved Ümera 1210 (estisk: Ümera lahing, lettisk: Kauja pie Imeras) stod mellem estiske frihedskæmpende stammer og Sværdbroderordenen i 1210 ved vandløbet Ümera (Jumara) å, et tilløb til Gauja syd for byen Valmiera i vore dages Letland.

I sensommeren 1210 havde estere fra landskaberne Ugandi (estisk: ugalased) og Sakala (estisk: sakalased) foretaget krigstogter til Võnnu (lettisk: Cēsis) med henblik på forsvarsværkets erobring. Võnnu eller Cēsis var på daværende tidspunkt en fæstning af største betydning for Sværdbroderordenen og et udgangspunkt for ordenens hærtogter til estiske områder.

Võnnu blev belejret i tre dage. Da fæstningen den fjerde dag var tæt på at falde, kom der hjælpestyrker fra Riga. Det var i denne situation farligt for esterne at forblive ved fæstningen. Esterne trak sig derfor tilbage nordpå over Gauja og standsede i skovene ved et bivandløb på højre side, Ümera, hvor de forberedte sig til kamp. De tyske tropper opfattede imidlertid esternes tilbagetrækning som flugt, og tyske, liviske og latgaliske hærstyrker skyndte sig at optage forfølgelsen. Derved rendte de midt ind i et estisk baghold, og esterne angreb dem nu fra alle sider. Det lykkedes derved esterne med en beskeden hærstyrke at vinde slaget og derved tillige kampiver og tro på egne kræfter.

Da folkehæren fra Ugandi og Sakala vendte hjem fra slaget ved Ümera, spredtes nyheden om dens sejr over hele det estisk-talende samfund og fulgtes af opfordringer til at stå sammen i kampen mod angriberne. Derved bidrog slaget til at styrke det estiske sammenhold over stammegrænserne.

Reinhard Wolschina

Reinhard Wolschina (* 31. August 1952 in Leipzig) ist ein deutscher Komponist.

Wolschina besuchte ab 1967 die Spezialschule für Musik Weimar. Danach studierte er Komposition bei Johann Cilenšek und Klavier bei Volkmar Lehmann an der Hochschule für Musik Franz Liszt Weimar. Von 1982 bis 1984 war er dann Meisterschüler bei Günter Kochan an der Akademie der Künste Berlin.

1992 wurde er Professor für Komposition und Musiktheorie in Weimar. Dort ist er Leiter des Studios für Neue Musik. Zu seinen Schülern gehören Johannes K. Hildebrandt, Hubert Hoche, Peter Helmut Lang und Thomas Stöß. Er arbeitete u. a. mit Roswitha Trexler und Giora Feidman zusammen. Wolschina ist Mitglied des Trios „pianOVo“.

Peter Dorn, Gerhard Rosenfeld, Ruth Zechlin (1968) | Siegfried Matthus, Wolfgang Strauß (1969) | Gerhard Rosenfeld (1970) | Jürgen Elsner, Inge Lammel (1971) | Gerhard Tittel, Peter Wicke, Udo Zimmermann (1972) | Friedrich Goldmann, Rainer Kunad, Hans-Joachim Schulze, Udo Zimmermann (1973) | keine Verleihung (1974) | Frank-Volker Eichhorn, Winfried Höntsch, Friedrich Schenker (1975) | Willy Focke (1976) | Manfred Schubert, Manfred Weiss (1977) | Paul-Heinz Dittrich, Thomas Böttger (1978) | Manfred Grabs, Peter Herrmann, Bert Poulheim (1979) | Wilfried Krätzschmar, Günter Neubert, H. Johannes Wallmann (1980) | Thomas Ehricht, Bernd Franke, Heinz Weitzendorf (1981) | Gerd Domhardt, Thomas Hertel (1982) | Rainer Böhm, Reiner Dennewitz, Hans-Peter Jannoch (1983) | Ralf Hoyer, Burkhard Meier, Reinhard Pfundt, Kurt Dietmar Richter (1984) | Günter Mayer (1985) | Gottfried Glöckner, Fritz Hennenberg, Reinhard Pfundt (1986) | Walter Thomas Heyn, Helmut Zapf (1987) | Reinhard Wolschina, Olav Kröger (1988) | Johannes Schlecht, Steffen Schleiermacher, Frank Schneider (1989) | Christian Münch, Helmut Oehring, Annette Schlünz (1990) | Klaus Martin Kopitz, David Citron, Hans Tutschku (1991)

Robert Stoltenberg

Robert Stoltenberg (født 17. april 1965 i Fetsund) er en norsk skuespiller og komiker som er kjent for sine allsidige roller i komi-serien Borettslaget.

Stoltenberg startet i 1981 i Båndverkstedet i Etter skoletid og fortsatte i Ungdommens radioavis allerede sytten år gammel. Derfra ble det P2`s Morgenradio og Midt i Trafikken. Etter det tok han historie grunnfag på Blindern og etter det dro han til Lillehammer for å ta TV-regissørutdanning. Stoltenberg har hatt regien på et 60-talls promotion-filmer for NRK fjernsynet samt produsert blant annet Midt i smørøyet, Newton og dramaserier.

Stoltenberg opptrådte på TV så tidlig som i 1990. Det var som programleder i popmusikkprogrammet Panorama sammen med sin tvillingbror, Harald Stoltenberg på NRK.

I 2011 sto Stoltenberg fram som homofil på TV-programmet Skavlan.

Under Gullruten 2002 gjorde Stoltenberg nærmest rent bord. I tillegg til den ærefulle publikumsprisen folkets TV-favoritt, tok han prisene for årets nyskaper og beste mannlige skuespiller, alle for sin innsats i Borettslaget. Selve programmet ble kåret til beste humorprogram/satire. Han vant dessuten klassen beste mannlige revy- og komedieartist under Komiprisen 2002.

Har utdannelse fra blant annet Lillestrøm videregående skole, og det var den klassen han hadde med seg i Den store klassefesten.


· · ·

Démographie de la Serbie

Cet article contient des statistiques sur la démographie de la Serbie.

L’institut de Statistique de Serbie a hérité des catégories instituées par la Yougoslavie de Tito. Leurs critères ne sont pas forcément ceux des linguistes et des démographes internationaux, car ils introduisent des notions politiques dans la reconnaissance culturelle. Par exemple, la définition d’une nationalité (“narodni”) Monténégrine différente de la Serbe (alors que les uns comme les autres sont de langue serbocroate et de religion orthodoxe), ou Macédonienne différente de la Bulgare (alors que les uns comme les autres sont bulgarophones et orthodoxes), ou Serbe de langue romane différente de la Roumaine (alors que les uns comme les autres sont roumanophones et orthodoxes), répondent à des critères purement politiques: il s’agissait de justifier l’autonomie du Monténégro au sein de la Yougoslavie, l’appartenance de la Macédoine à cette même Yougoslavie, et dans le cas des Roumains, l’accord de reconnaissance réciproque des minorités avec la Roumanie portait uniquement sur les populations de Voïvodine et du Banat, mais pas sur celles des Portes de Fer de part et d’autre du Danube. Enfin, la définition tardive d’une nationalité “Musulmane” (sur critère religieux, dans un pays communiste) concernait seulement les serbocroates musulmans de Bosnie-Herzégovine mais pas ceux de Serbie ou du Monténégro : ces derniers, surnommés “goranes”, n’apparaissaient donc pas dans les chiffres. [réf. nécessaire]

p : résultats préliminaires

La diaspora serbe est la plus importante d’Europe[réf. nécessaire]. Elle représente environ 4 millions de personnes et a réinvesti en Serbie via des transferts 2,4 milliards de dollars des États-Unis en 2005.

VIe et VIIIe siècles

1867

1868

1880

2002

2002

2002

Margaret Cunningham

Lady Margaret Cunningham (died in or after 1622) was a Scottish memoirist and correspondent, the daughter of James Cunningham, 7th Earl of Glencairn (1552–1630) and his first wife Margaret, daughter of Colin Campbell of Glenorchy. She was a keen Protestant and opponent of “that most detestable idollatrie of the papists”.

Lady Margaret suffered great cruelty at the hands of her first husband, Sir James Hamilton of Crawfordjohn, whom she married on 24 January 1598. Initially, she continued to live with her parents and early attempts to join him at his Evandale estate were rebuffed. Her memoir describes him as “unkind, cruell and malicious”: he failed to give her money for food, believed “misreports” against her, and turned her out of the house naked in the middle of the night, so that she and her maidservant were forced to take shelter in the minister’s house. She states that she was sick and pregnant at the time. As a modern commentator has pointed out, her detailed account is of importance also as “evidence of the acute vulnerability of wives and the inability of law, custom, and even powerful kinsmen to guarantee protection from brutal husbands.”

Later, while reconciled with Hamilton, Lady Margaret expressed her strong Protestantism and rejoiced in the possibility of her husband’s salvation from “that most detestable idollatrie of the papists.” The close of this letter declares an intention to add a “poor basket of stones to the strengthening of the walls of Jerusalem”. This follows almost verbatim a passage in Anne Locke’s 1590 dedication to the Countess of Warwick.

However, Lady Margaret, after bearing Hamilton five children, refused to sleep with him any more because of his adultery and his “excommunication for slaughter”. She had left him by the time she wrote out her memoirs in 1608, which were published in Edinburgh in 1827. The estrangement left her living in penury with her children in Libertoun.

After Hamilton’s death in or after 1608, Lady Margaret was remarried as the third wife of Sir James Maxwell of Calderwood. Her letters show this to have been a happy marriage. The couple had two sons and four daughters. Her daughter Jean by her first marriage married James, a son of Maxwell by an earlier marriage of his.

After she had been widowed again, Lady Margaret wrote in 1622 from Malsly to her sister, Lady Ann Cunningham, the marchioness of Hamilton, appealing to her to help the children who survived her and enclosing a will dated 2 October 1622.

Cesinanda Narciso

Vous pouvez partager vos connaissances en l’améliorant (comment ?) selon les recommandations des projets correspondants.

Cesinanda Narciso est une femme politique angolaise. Membre du parti CASA–CE (en) (Convergência Ampla de Salvação de Angola – Coligação Eleitoral), elle est élue députée de l’Angola aux élections nationales depuis le .

Narciso est diplômée en théologie. Elle a travaillé comme microbiologiste en hôpital, chargée des analyses. En 1996, elle est secrétaire exécutive de l’association des femmes entrepreneuses de la Province de Luanda (Associação das Mulheres Empresárias da Província de Luanda, ASSOMEL).

(pt) Cet article est partiellement ou en totalité issu de l’article de Wikipédia en portugais intitulé «  » ().

Grumman F6F Hellcat

Grumman F6F Hellcat var et jagerfly til brug på hangarskibe, der blev udviklet som afløser for F4F Wildcat til brug i United States Navy. Selv om F6F lignede sin forgænger havde den et helt nyt design og var udstyret med en 2.000 hk Pratt & Whitney R-2800. Nogle kaldte den for “Wildcats storebror”. Hellcat og Vought F4U Corsair var de mest anvendte jagerfly i den amerikanske flåde i den anden halvdel af 2. verdenskrig.

Hellcat-flyet var det første fly i den amerikanske flåde, som blev designet på baggrund af erfaringerne fra kampe med den japanske Zero. Hellcat -flyet fik æren for at have ødelagt 5.271 fly mens det var i tjeneste i den amerikanske flåde og det amerikanske marinekorps (5.163 i Stillehavet og yderligere otte under invasionen i Sydfrankrig samt 52 for Royal Navy under 2. verdenskrig), hvilket var flere end nogen anden allieret flytype. Efter krigen blev Hellcat udfaset fra tjeneste i første linje, men forblev i brug indtil slutningen af 1954 som natjager.

Grumman arbejdede på en efterfølger til F4F Wildcat længe inden japanerne angreb Pearl Harbor. Selv om F4F var en ganske god jager, viste tidlige luftkampe at den japanske A6M Zero var mere manøvredygtig og kunne stige hurtigere end en F4F. F4F havde dog nogle fordele i forhold til Zero. En Wildcat kunne tåle langt flere træffere end en Zero og var pansret. F4F var også langt hurtigere i et dyk end Zeroen, en fordel, som ofte blev brugt af piloter, som ville undslippe angribende Zeroer. F6F Hellcat var udformet, så den udbyggede de fordele som F4F havde, samtidig med at den kunne flyve hurtigere og længere, så den kunne overgå Zeroen.

Kontrakten om prototypen XF6F-1 blev underskrevet den 30. juni 1941 og flyet blev udformet så det kunne gøre brug af Wright R-2600 Cyclone-motoren med 1.700 hk, som skulle drive en tre-bladet Curtiss Electric propel. På baggrund af rapporter fra kampe mellem F4F Wildcat og A6M Zero besluttede Grumman at gøre det nye jagerfly endnu stærkere. Grumman omkonstruerede og styrkede flyets skrog, så det kunne benytte den 2.000 hk stærke Pratt & Whitney R-2800 Double Wasp, hvilket man regnede med ville øge flyets præstationer med 25%. I stedet for det smalle hånddrevne landingsstel på Wildcat fik Hellcat et bredt hydraulisk landingsstel, som trak hjulene op i vingerne. Vingen var monteret lavt på kroppen og var bygget således at den kunne foldes sammen, så flyet fyldte mindre på hangardækket. Cockpittet var placeret højt på kroppen og der var taget hensyn til at der skulle være et godt udsyn for piloten i alle retninger.

Prototypen XF6F-1 med Cyclone-motoren fløj første gang den 26. juni 1942 og blev efterfulgt af den første med Double Wasp motor XF6F-3 (02982), som fløj første gang den 30. juli 1942. Den første produktions F6F-3, med en R-2800-10 (de sene produktionsudgaver anvendte R-2800-10W) med en tre-bladet Hamilton-Standard propel, fløj den 3. oktober 1942, og flyet blev taget i brug af VF-9 på USS Essex i februar 1943. To natjager-udgaver af F6F-3 blev også udviklet. F6F-3E var ombyggede standard F6F-3’er og havde en AN/APS-4 radar i en beholder, som var monteret under højre vinge. En lille radarskærm var monteret midt på instrumentbrættet og kontrolpanelet var monteret i bagbords side af cockpittet. Den senere F6F-3N, som først så dagens lys i juli 1943, var udstyret med AN/APS-6 radaren i en strømlinet udposning på forkanten af det yderste af den højre vinge. I november 1943 kom Hellcat natjagere første gang i kamp.

Standardbevæbningen på en F6F-3 bestod af seks 12,7 mm Browning M2 luftkølede maskingeværer med 400 granater hver. Senere udgaver blev udstyret med tre ophængningspunkter, så flyet kunne bære over 900 kg bomber. Det midterste ophængningspunkt kunne også bære en ekstra 568 liter benzintank. Seks 127 mm raketter kunne monteres under vingerne, tre på hver side. Flyet var udstyret med sikkerhedsglas og i alt 96 kg pansring af cockpittet foruden pansring af olietanken og oliekøleren. En selvtættende benzintank mindskede risikoen for brand og gjorde det ofte muligt for beskadigede fly at nå hjem. I alt 4.402 F6F-3’er blev bygget frem til april 1944 hvor produktionen blev skiftet over til F6F-5.

F6F-5 havde en række forbedringer, heriblandt den kraftigere R-2800-10W motor, som havde et vand-injektionssystem og var placeret i et mere strømlinet design. Den havde en flad panserglas rude foran i stedet for det buede plexiglas på F6F-3 og en indre panserglasskærm. Hertil kom, at den bagerste del af skroget og halen var forstærket og bemalingen var ændret til en glinsende søblå. Efter at de første F6F-5’er var blevet bygget blev de små vinduer bag det store vindue i cockpittet udeladt. Ved at installere en AN/APS-6 radar til F6F-5 fik man natjageren F6F-5N, som var genkendelig på at den havde en strømlinet radar monteret på den yderste del af den styrbords vinge. Et lille antal standard F6F-5’er blev også udstyret med kameraer til rekognosceringsopgaver. De fik betegnelsen F6F-5P. Selv om alle F6F-er kunne udstyres med en 20 mm M2 kanon i hver vinge (med 220 granater) sammen med to par 12,7 mm maskingeværer (med hver 400 patroner), blev denne mulighed kun udnyttet på mange af de senere F6F-5N natjagere. F6F-5 var den mest talrige version, da der blev bygget i alt 7.870 af dem.

Andre prototyper i F6F serien var XF6F-2 (66244) og F6F-3, som blev ombygget til at kunne bruge en turbodrevet Wright R-2600-15, som senere blev udskiftet med en turbodrevet Pratt & Whitney R-2800-21. Præstationerne viste sig ikke at være så gode som ventet, og turboladerne viste sig at være upålidelige på begge motorer. 66244 blev tilbagekonverteret til en standard F6F-3 og afleveret til flåden. Inden XF6F-2 blev bygget blev XF6F-1 (02981) anvendt til testformål for en planlagt F6F-4: XF6F-4, som fløj første gang den 3. oktober 1942 og var bevæbnet med fire 20 mm kanoner og med en R-2800-27-motor. Denne model blev afvist, og 02981 blev bygget om til en F6F-3 og også overdraget til flåden. To XF6F-6 (70188 og 70913) blev ombygget fra F6F-5 til at bruge en 18-cylindret 2.100 hk Pratt & Whitney R-2800-18W to-trins kompressions stjernemotor med vandindsprøjtning, som drev en firebladet propel. XF6F-6’erne var den hurtigste udgave i Hellcat-serien og havde en tophastighed på 671 km/t). Krigen sluttede inden denne udgave nåede at blive sat i masseproduktion.

Den sidste Hellcat blev bygget i november 1945. Det samlede antal bygget var 12.275 hvor af 11.000 var blevet bygget på blot to år. Dette store antal blev begrundet med det fornuftige første design, som ikke krævede store ændringer da først produktionen kom i gang.

Den amerikanske flåde foretrak de mere føjelige flyveegenskaber på F6F sammenlignet med Vought F4U Corsair, især under starter og landinger på hangarskibe, og F6F vedblev med at være standardjageren på hangarskibene indtil F4U serien til sidst blev godkendt til operationer fra hangarskibe i slutningen af 1944. Udover dens gode flyveegenskaber var Hellcat let at vedligeholde og var bygget så solidt, at den kunne holde til rutinemæssig brug på hangarskibe. Ligesom Wildcat var Hellcat designet med henblik på at være nem at bygge og i stand til at overleve betydelige skader. Den amerikanske flådes største flyver-es til alle tider kommandør David McCampbell vandt alle sine 34 luftsejre i en Hellcat. Han beskrev på et tidspunkt F6F som “…en fremragende jager. Den klarede sig godt, var let af flyve og en stabil kanonplatform; men det jeg især husker var at den var solid og let at vedligeholde”.

Hellcat-flyet kom første gang i kamp med japanerne den 1. september 1943 da jagere fra fra USS Independence nedskød en Kawanishi H8K “Emily” flyvebåd. Kort efter, den 23. og 24. november, kom Hellcat-jagere i kamp med japanske fly over Tarawa, hvor de efter sigende nedskød 30 Mitsubishi Zero’er, mens de selv kun mistede en F6F. Over Rabaul på New Britain, den 11 november 1943, kom Hellcats og Corsairs i daglange kampe med mange japanske fly, heriblandt A6M Zero’er, og nedskød næsten 50 fly.

Da der blev arrangeret luftkampe mod en erobret Zero Type 52, viste det sig at Hellcat var hurtigere i alle højder. F6F kunne stige højere end Zeroen over 4.270 meter og rullede hurtigere ved hastigheder over 378 km/t. Den japanske jager kunne sagtens dreje hurtigere end sin amerikanske modstander ved lav hastighed og havde en anelse bedre stigningshastighed under 4.270 meter. Undersøgelsesrapporten konkluderede:

“Kom ikke i hundeslagsmål med en Zero 52. Forsøg ikke at følge den i et loop eller en halvrulning med en pull-through. Under angreb skal man bruge sin overlegne motorkraft og høje hastighed til at angribe på det bedste tidspunkt. For at undslippe en forfølgende Zero 52 skal man rulle og dykke bort i en højhastighedsdrejning.”

Hellcatjagerne udgjorde den største del af flådens jagere under Slaget i det Filippinske hav, hvor så mange japanske fly blev skudt ned, at flådens flyvere døbte slaget “Den store kalkunjagt ved Marianerne”. F6F stod for 75% af alle sejrene i luftkamp, ifølge den amerikanske stillehavsflådes registreringer. Radar-udstyrede Hellcat natjagere dukkede frem i begyndelsen af 1944.

Den amerikanske flåde og marinekorpsets piloter fløj 66.530 kampmissioner og nedskød 5.163 fly (56% af alle flåde/marinekorps luftsejre under krigen) mens de selv mistede 270 Hellcats (et sejrsforhold på 19:1). Flyet klarede sig god mod de bedste japanske modstandere, med et 13:1-forhold mod Mitsubishi A6M, 9,5:1 mod Nakajima Ki-84 og 3,7:1 mod Mitsubishi J2M i krigens sidste år. F6F blev det amerikanske fly, som skabte flest flyveresser med 305. De amerikanske luftsejre blev ikke alene tilskrevet bedre fly, men også at de kom op imod stadig mere uerfarne japanske flyvere fra 1942 og frem, så vel som at de havde fordelen af stigende talmæssig overlegenhed.

I rollen som jagerbomber nedkastede Hellcat-fly 5.899 ton bomber.

Den britiske flådes flyvetjeneste modtog 1.263 F6Fs under Lend-Lease-ordningen. I starten blev de betegnet som Grumman Gannet Mark I. I begyndelsen af 1943 gik man af nemhedsgrunde over til navnet Hellcat og F6F-3 fik betegnelsen Hellcat F I, mens F6F-5 blev til Hellcat F II og F6F-5N til Hellcat NF II. De kom i kamp ud for Norge, i Middelhavet og i Fjernøsten. Et antal blev udstyret med kameraer til rekognoscering ligesom F6F-5P og fik betegnelsen Hellcat FR II. De britiske Hellcats fik langt færre chancer for at komme i luftkamp end amerikanerne. De nedskød i alt 52 fjendtlige fly under 18 luftkampe fra maj 1944 til juli 1945. 1844 Naval Air Squadron, ombord på HMS Indomitable fra den britiske stillehavsflåde havde det største antal sejre med 32,5.

I lighed med andre Lend-Lease-fly blev Hellcat hurtigt udskiftet med britiske fly efter krigens slutning og kun to af de 12 eskadriller, der havde Hellcats ved krigens slutning havde dem stadig ved udgangen af 1945. Disse to eskadriller blev opløst i 1946.

Efter krigen blev Hellcat efterfulgt af F8F Bearcat som var mindre, kraftigere og mere manøvredygtig end Hellcat, men kom for sent til at komme i kamp under 2. verdenskrig. Hellcat blev herefter brugt til sekundære opgaver – herunder træning i flåden. I slutningen af 1952 anvendte Guided Missile Unit 90 F6F-5K droner, som hver havde en 908 kg bombe, ved angreb på broer i Korea. De startede fra USS Boxer og blev styret over radioen af en ledsagende AD Skyraider. Den franske flåde var udrustet med F6F-5 Hellcats og brugte dem i Indokina. Uruguays flåde brugte dem også indtil starten af 1960’erne.

Et forholdsvis stort antal Grumman F6F eksisterer stadig, enten på museer eller i flyvedygtig stand. Ordnet efter Bu.No. er det:

Liste der Baudenkmäler in Inzell

Auf dieser Seite sind die Baudenkmäler der oberbayerischen Gemeinde Inzell zusammengestellt. Diese Tabelle ist eine Teilliste der Liste der Baudenkmäler in Bayern. Grundlage ist die Bayerische Denkmalliste, die auf Basis des bayerischen Denkmalschutzgesetzes vom 1. Oktober 1973 erstmals erstellt wurde und seither durch das Bayerische Landesamt für Denkmalpflege geführt wird. Die folgenden Angaben ersetzen nicht die rechtsverbindliche Auskunft der Denkmalschutzbehörde.

Altenmarkt an der Alz | Bergen | Chieming | Engelsberg | Fridolfing | Grabenstätt | Grassau | Inzell | Kienberg | Kirchanschöring | Marquartstein | Nußdorf | Obing | Palling | Petting | Pittenhart | Reit im Winkl | Ruhpolding | Schleching | Schnaitsee | Seeon-Seebruck | Siegsdorf | Staudach-Egerndach | Surberg | Tacherting | Taching am See | Tittmoning | Traunreut | Traunstein | Trostberg | Übersee | Unterwössen | Vachendorf | Waging am See | Wonneberg

Constant Willem Lunsingh Scheurleer

Constant Willem Lunsingh Scheurleer (7 september 1881, Den Haag – 3 maart 1941, Leiden) was een Nederlandse bankier, museumdirecteur en archeoloog.

Lunsingh Scheurleer was de zoon van bankier Daniël François Scheurleer en telg uit het Haags geslacht Scheurleer. In 1921 nam hij de directeursfunctie van zijn vader over bij de bank Scheurleer & Zoonen. Lunsingh Scheurleer richtte in 1924 het Archeologisch Museum Scheurleer op, met als basis zijn archeologische voorwerpen die hij begon te verzamelen in 1899 en onder meer aangekocht had in 1902 op een studiereis naar Egypte en Griekenland. In 1925 kreeg hij het eredoctoraat toegekend van de technische hogeschool in Dantzig. In 1926 kreeg hij van de Universiteit van Amsterdam een eredoctoraat toegekend; zijn promotor was Jan Six. Na de dood van zijn vader in 1927 beheerde hij het Muziekhistorisch Museum Scheurleer. Lunsingh Scheurleer was van 1920 tot 1932 voorzitter van de Koninklijke Academie van Beeldende Kunsten. Vanuit deze functie was hij in 1920 initiatiefnemer van het Museum van reproducties van beeldhouwkunst en directeur van het Haagse Museum van Kunstnijverheid.

Na de economische crisis ging de bank failliet en was hij genoodzaakt zijn musea op te heffen. Hij richtte zich sindsdien op Griekse archeologie in Leiden. In 1933 werd hij docent aan de Universiteit Leiden. In 1936 werd hij benoemd tot bijzonder hoogleraar Griekse archeologie. De Leidse universiteitsbibliotheek is in het bezit van de Collectie Scheurleer, een door hem aangelegde verzameling van 1149 boeken op het gebied van Griekse kunst en archeologie.

In 1941 overleed Lunsingh Scheurleer in Leiden op 59-jarige leeftijd. De interesse voor kunst werd voortgezet door zijn zonen Theodoor Herman Lunsingh Scheurleer en Daan Lunsingh Scheurleer.