Pressbyrån

Pressbyrån er et svensk firma, som driver kiosker og mindre servicebutikker, ofte ved eller i tilslutning til jernbanestationer, busterminaler eller lignende bottle with glass. Pressbyrån har i dag 320 kiosker, som alle drives af franchisetagere. Koncernens målsætning er stainless steel water bottles safe, ifølge deres hjemmeside, at have god tilgængelighed både når det gælder beliggenhed og åbningstider. Pressbyrån ejes i dag af det norske firma Reitangruppen, som også driver bl.a. 7-Eleven, Easy24 og Rema 1000.

Pressbyrån er et svensk firma som blev udviklet ud fra Svenska Telegrambyrån, som i 1899 af SJ fik til opgave at sælge tidsskrifter på landets jernbanestationer. Den første kiosk blev åbnet i 1903 udenfor Helsingborgs centralstation, og i 1909 blev navnet ændret til Svenska Pressbyrån, som var et selskab ejet af den svenske presse.

Pressbyrån havde også salg om bord på togene, og i 1932 indførte man en verdensnyhed, hvilket betød at man på en hurtigere måde fik tidsskrifterne frem til byer uden for Stockholm, hvor tidsskrifterne blev trykt. Dette blev opnået ved at man bundtede og sorterede tidsskrifterne om bord på togene under rejsen. Dette system var i brug frem til 1984, hvor tidsskrifterne begyndte at kunne trykkes i flere byer. I 1950 begyndte tidsskrifterne at blive transporteret med fly, og også her var Pressbyrån med thermos vacuum insulated 24 ounce stainless steel hydration bottle. Man fokuserede på et system hvor man kunne folde passagersæderne op på vej fra Stockholm og, når man havde læsset tidsskrifterne på, folde passagersæderne ned igen på hjemturen og på denne måde øge effektiviteten ved at tage passagerer med. Dette var grundlaget for flyselskabet Linjeflyg, hvor Pressbyrån var en af deltagerne.

Pressbyrån har også haft egen produktion af postkort, en virksomhed som startede i 1932 og ophørte i 1966. Postkortene forestillede lokale seværdigheder og kendetegn. Da sundhedsnævnet omkring år 1935 bestemte, at kugleis ikke måtte sælges af kiosker, introducerede Pressbyrån ispinde i hygiejnisk papirindpakning.

I Stockholms Tunnelbana var Pressbyrån med og havde kiosker på hver station på den første strækning, den grønne linje.

Pressbyrån Extra omfatter Pressbyråns 11 specialbutikker, fokuseret på et omfattende udvalg af både svenske og udenlandske tidsskrifter. Pressbyrån Extra har samme udvalg som den almindelige Pressbyrån, men med den forskel at både udvalget og kundskaben om tidsskrifter er større end i Pressbyråns øvrige butikker. Dette indebærer for kunderne at en Pressbyrån Extra-butik har et samlet udvalg på mere end 2.000 titler om året running bands for phones.

Piet Kleine

Pieter “Piet” Kleine (ur. 17 września 1951 w Hollandscheveld) – holenderski łyżwiarz szybki i kolarz szosowy, trzykrotny medalista olimpijski i dwukrotny medalista mistrzostw świata w łyżwiarstwie szybkim.

Specjalizował się w długich dystansach. Pierwszy sukces w karierze osiągnął w 1973 roku, kiedy podczas wielobojowych mistrzostw świata w Deventer zajął trzecie miejsce. W zawodach tych wyprzedzili go jedynie Szwed Göran Claeson oraz Norweg Sten Stensen. Brązowy medal zdobył także podczas rozgrywanych dwa lata później mistrzostw Europy w Heerenveen. W 1976 roku brał udział w igrzyskach olimpijskich w Innsbrucku, zdobywając złoto na dystansie 10 000 m i srebro w biegu na 5000 m. Wyprzedził go tylko Sten Stensen, a trzecie miejsce zajął inny Holender, Hans van Helden. W tym samym roku był też najlepszy na mistrzostwach świata w Heerenveen. Za te sukcesy otrzymał tytuł Holenderskiego Sportowca Roku 1976. Po tym jak w jednym z wywiadów wyznał, iż mimo sukcesów sportowych jest bezrobotny zaoferowano mu posadę listonosza. Ostatni medal wywalczył podczas igrzysk w Lake Placid w 1980 roku, gdzie w biegu na 10 000 m zajął drugie miejsce za Amerykaninem Erikiem Heidenem jumper shaver, a przed Tomem Erikiem Oxholmem z Norwegii. Na tych samych igrzyskach był też szósty w biegu na 5000 m. Wielokrotnie zdobywał medale mistrzostw Holandii, w tym złoty w wieloboju w 1978 roku.

Ustanowił cztery rekordy świata.

Uprawiał także kolarstwo szosowe. W 1985 roku wspólnie z Robem Harmelingiem stainless steel reusable water bottle, Tomem Cordesem i Henkiem Boeve zajął siódme miejsce w drużynowej jeździe na czas na mistrzostwach świata w Giavera del Montello.

1924: Julius Skutnabb • 1932: Irving Jaffee • 1936: Ivar Ballangrud • 1948: Åke Seyffarth • 1952: Hjalmar Andersen • 1956: Sigvard Ericsson • 1960: Knut Johannesen • 1964: Jonny Nilsson • 1968: Johnny Höglin • 1972: Ard Schenk • 1976: Piet Kleine 1980: Eric Heiden • 1984: Igor Małkow • 1988: Tomas Gustafson • 1992: Bart Veldkamp • 1994: Johann Olav Koss • 1998: Gianni Romme • 2002: Jochem Uytdehaage • 2006: Bob de Jong • 2010: Lee Seung-hoon • 2014: Jorrit Bergsma

18891890: brak 1891: Joe Donoghue 1893: Jaap Eden • 1894: brak 1895: Jaap Eden • 1896: Jaap Eden • 1897: Jack McCulloch • 1898: Peder Østlund • 1899: Peder Østlund • 1900: Edvard Engelsaas • 1901: Franz Wathén • 19021903: brak 1904: Sigurd Mathisen • 1905: Coen de Koning • 19061907: brak 1908: Oscar Mathisen • 1909: Oscar Mathisen • 1910: Nikołaj Strunnikow • 1911: Nikołaj Strunnikow • 1912: Oscar Mathisen • 1913: Oscar Mathisen • 1914: Oscar Mathisen • 1922: Harald Strøm • 1923: Clas Thunberg • 1924: Roald Larsen • 1925: Clas Thunberg • 1926: Ivar Ballangrud • 1927: Bernt Evensen • 1928: Clas Thunberg • 1929: Clas Thunberg • 1930: Michael Staksrud • 1931: Clas Thunberg • 1932: Ivar Ballangrud • 1933: Hans Engnestangen • 1934: Bernt Evensen • 1935: Michael Staksrud • 1936: Ivar Ballangrud • 1937: Michael Staksrud • 1938: Ivar Ballangrud • 1939: Birger Wasenius • 1940: Alfons Bērziņš 1946: Odd Lundberg 1947: Lassi Parkkinen • 1948: Odd Lundberg • 1949: Kornél Pajor • 1950: Hjalmar Andersen • 1951: Hjalmar Andersen • 1952: Hjalmar Andersen • 1953: Oleg Gonczarienko • 1954: Boris Szyłkow • 1955: Sigvard Ericsson • 1956: Oleg Gonczarienko • 1957: Knut Johannesen • 1958: Oleg Gonczarienko • 1959: Juhani Järvinen • 1960: Boris Stienin • 1961: Henk van der Grift • 1962: Wiktor Kosiczkin • 1963: Jonny Nilsson • 1964: Knut Johannesen • 1965: Per Ivar Moe • 1966: Kees Verkerk • 1967: Kees Verkerk • 1968: Fred Anton Maier • 1969: Dag Fornæss • 1970: Ard Schenk • 1971: Ard Schenk • 1972: Ard Schenk • 1973: Göran Claeson • 1974: Sten Stensen • 1975: Harm Kuipers • 1976: Piet Kleine 1977: Eric Heiden • 1978: Eric Heiden • 1979: Eric Heiden • 1980: Hilbert van der Duim • 1981: Amund Sjøbrend • 1982: Hilbert van der Duim • 1983: Rolf Falk-Larssen • 1984: Oleg Bożjew • 1985: Hein Vergeer • 1986: Hein Vergeer • 1987: Nikołaj Gulajew • 1988: Eric Flaim • 1989: Leo Visser • 1990: Johann Olav Koss • 1991: Johann Olav Koss • 1992: Roberto Sighel • 1993: Falko Zandstra • 1994: Johann Olav Koss • 1995: Rintje Ritsma • 1996: Rintje Ritsma • 1997: Ids Postma • 1998: Ids Postma • 2000: Gianni Romme • 2001: Rintje Ritsma • 2002: Jochem Uytdehaage • 2003: Gianni Romme • 2004: Chad Hedrick • 2005: Shani Davis • 2006: Shani Davis • 2007: Sven Kramer • 2008: Sven Kramer • 2009: Sven Kramer • 2010: Sven Kramer • 2011: Iwan Skobriew • 2012: Sven Kramer • 2013: Sven Kramer • 2014: Koen Verweij • 2015: Sven Kramer • 2016: Sven Kramer

Polikárp Zakar

Polikárp Zakar OCist (* 8. Juni 1930 in Ókér, Jugoslawien, heute Serbien, als Ferenc Zakar bottle with glass; † 17. September 2012 in Budapest) war ein ungarischer Zisterziensermönch und Kirchenhistoriker sowie Kirchenrechtler. Er war Generalabt des Zisterzienserordens und Abt des Zisterzienserklosters Zirc in Ungarn.

Ferenc Zakar trat nach dem Besuch des Zisterziensergymnasiums im ungarischen Baja in die Zisterzienserabtei Zirc in Ungarn ein, wo er den Ordensnamen Polikárp annahm. Die Einkleidung fand am 29. August 1948 statt. Nach zweijährigem Studium der Philosophie und Theologie in Zirc legte er die zeitliche Profess am 30. August 1949 ab. 1950 absolvierte er ein theologisches Promotionsstudium in Rom. Mit der Aufhebung der ungarischen Klöster unter der stalinistischen Regierung von Mátyás Rákosi wurden er und 27 weitere Ordensgeistliche festgenommen und später in Österreich an die russische Besatzungsmacht übergeben. Am 1. Januar 1954 legte er feierliche Profess ab und empfing am 4. September 1955 in der Schweiz die Priesterweihe.

Zakar war zunächst im Generalat des Zisterzienserordens in Rom tätig. Nach einem Studium der Kirchengeschichte an der Päpstlichen Universität Gregoriana war er ab 1960 Dozent, ab 1966 ordentlicher Professor für Kirchengeschichte am Päpstlichen Athenaeum Sant’Anselmo. An der Päpstlichen Lateranuniversität absolvierte er von 1969 bis 1972 ein Promotionsstudium und lehrte Kanonisches Recht an Sant’Anselmo. Von 1978 bis 1985 war er Dekan der theologischen Fakultät an Sant’Anselmo in Rom.

Er war Berater und Mitglied verschiedener Kongregationen des Heiligen Stuhls true socks football, u. a. der Kongregation für die Ordensleute und die Kongregation für die Selig- und Heiligsprechungsprozesse.

Von 1985 bis 1995 war Polikárp Zakar der 80. Generalabt des Zisterzienserordens. Nachdem das 1950 von staatlicher Seite aufgelöste ungarische Kloster Zirc 1989 wieder zugelassen worden war, wirkte er dort von 1996 bis 2008 als Abt von Zirc und Abtpräses der Kongregation von Zirc, zudem war er Professor für Kirchenrecht an der Katholischen Péter-Pázmány-Universität. Nach dem offiziellen Ende seiner Amtszeit als Abt und Präses leitete er Abtei und Kongregation noch bis zur Wahl seines Nachfolgers am 20

Colombia 2016 Home JAMES 10 Jerseys

Colombia 2016 Home JAMES 10 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Dezember 2010 als Administrator. Bereits am 25. Januar 2000 hatte er von Papst Johannes Paul II. den persönlichen Titel eines Erzabtes erhalten.

Zakar ist Verfasser zahlreicher Bücher und wissenschaftlicher Aufsätze. Von 1963 bis 2007 war er Herausgeber der wissenschaftlichen Ordenszeitschrift Analecta Cisterciensia wholesale sport socks.